Honorar til klubtrænere under drøftelse

Mangel på frivillige trænere i klubber kan afhjælpes med honorar som gulerod, mener naalakkersuisut.
Nivi Olsen holdt tale under Grønlands Idrætsforbunds repræsentantskabs møde i Hotel Hans Egede i Nuuk Foto © : Emil Stach, GIF
Skrevet af Noah Mølgaard
11. november 2025 12:13

Flere sportsgrene oplever tilbagegang med færre tilmeldte hold til grønlandsmesterskaber. Det vil naalakkersuisut gøre noget ved gennem indførelse af honorar til trænere. Grønlands Idrætsforbund er nu taget med på råd.

Naalakkersuisoq for idræt Nivi Olsen holdt tale, da Grønlands Idrætsforbund, GIF, holdt ordinær repræsentantskabsmøde fredag. Der kom hun ind på en problemstilling, som flere sportsgrene kæmper med.

- Vi glæder os altid til at se grønlandsmesterskaber i forskellige sportsgrene. Men vi er fra naalakkersuisut opmærksomme på, at der bliver færre tilmeldte klubber, når der afholdes grønlandsmesterskaber. Selv klubber, der traditionelt opnår gode resultater, melder afbud, siger Nivi Olsen.

Store sportsgrene som udendørsfodbold, håndbold og andre sportsgrene oplever færre tilmeldinger.

Mangel på ressourcer

Der har tidligere været kvalifikationsturneringer forud for mesterskaber i for eksempel fodbold og håndbold. Men de sidste par år kommer tilmeldte hold med til grønlandsmesterskaber uden kvalifikationsturneringer på grund af få tilmeldte hold.

- Vi tolker det som mangel på ressourcer i klubber. Jeg mener derfor, at der bør laves en ordning med honorarer til klubtrænere, siger Nivi Olsen.

Departementet for uddannelse, kultur, idræt og kirke har holdt møde med Grønlands Idrætsforbund, hvor de blandt andet har drøftet indførelse af honorar til trænere.

- Vi er meget interesserede i at deltage i drøftelser om honorering af frivillige. Nu bliver trænere nævnt, og vi vil meget gerne deltage i drøftelser om, hvilken form for ordning, der kan indføres, siger formand for GIF Claus Nielsen til KNR.