Børnetalsmanden: Forhastet at ændre alkohollov
Demokraterne har foreslået en række lempelser af alkoholloven, og koalitionens støtteparti har fået opbakning til ændringerne fra Naalakkersuisut og flere partier i Inatsisartut.
Men det er for hurtigt at ændre loven allerede, skriver børnetalsmand, Aviaja Egede Lynge, til Inatsisartuts erhvervs- og råstofudvalg, som har behandlet ændringsforslagene:
- For Børnetalsmanden forekommer det forhastet, at man mindre end et år efter vedtagelsen ønsker at ændre en lov, der blev begrundet i, at man ønskede at følge WHO's anbefalinger, særligt anbefalingen om at stramme op i forhold til synlighed, tilgængelighed samt regulering og tilsyn med udskænkningsstederne, skriver Børnetalsmanden til udvalget.
LÆS OGSÅ Imigassaq pillugu inatsimmut allannguutissatut siunnersuut siullermeerneqassasoq
Børnetalsmanden understreger desuden, at hvis politikerne vil ændre loven, bør de få lavet en undersøgelse af lovens konsekvenser og lave ændringerne på et faktabaseret grundlag.
Demokraternes forslag går i hovedtræk ud på at udvide den tid, hvor det er muligt at købe alkohol i butikkerne, fjerne afskærmningen og lempe forbuddet mod at reklamere for alkohol.
LÆS OGSÅ Flertal vil ændre alkoholloven
Alkohol- og Narkotikarådet er også kritiske overfor lempelserne i alkoholloven:
- Vi skal huske på, at vi fortsat har et højt antal udsatte børn og unge, hvor en central forebyggende indsats, er afskærmning eller begrænsning i adgangen til alkoholiske drikke, skriver rådets formand Inga Dora Markussen til udvalget.
Erhvervs- og råstofudvalget indstiller, at Demokraternes ændringsforslag vedtages. IAs medlemmer af udvalget er dog imod den del der handler om at fjerne afskærmningen i butikkerne.
Ændringsforslagene skal efter planen behandles sidste gang i inatsisartut i dag.
LÆS OGSÅ Alkohollov har ikke fået folk til at købe mindre
LÆS OGSÅ Agathe Fontain tager afstand fra lempelse af alkohollov