Brugseni: Alkohollov har ikke fået folk til at købe mindre

Salgstallene fra Brugseni fra de seneste måneder peger nemlig i den helt anden retning, siger salgschef i Brugseni, Jes Nyborg.
- Der har vi faktisk haft en stor stigning på salg af øl og alkopops, blandt andet Mokai og Somersby er steget med over 8 procent siden 1. marts til 30. september i år, siger han.
Med alkoholloven ville Naalakkersuisut forsøge at mindske salget af alkohol, men ser man på salgstallene i Brugseni, så viser det sig, at når folk vil have alkohol, så hjælper tiltagene i loven ikke umiddelbart, siger salgschefen.
- Men jeg er ret sikker på, at de mange mennesker, som kan nyde alkohol i fornuftige mængder, de har jo stadigvæk lyst til det, uanset om de kan se det i butikkerne, eller de ikke kan se det i butikkerne, siger han.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil lempe alkohollov
Støtter lempelse af alkohollov
Mandag skal Inatsisartut behandle fire ændringsforslag til alkoholloven fra Demokraterne, som blandt andet vil fjerne forbuddet mod alkoholreklamer, afskærmningen i butikkerne og forlænge åbningstiderne for alkoholsalg.
Jes Nyborg ser umiddelbart positivt på Demokraternes ændringsforslag, selvom tiltaget med at ændre åbningstiderne for salg af alkohol om lørdagen ifølge salgschefen faktisk har virket godt.
- Det betyder faktisk, at vi stort set er ude over problemet med efterfestkunder lørdag morgen klokken ni, som vi skal diskutere med, om de må købe alkohol eller ej. Det har vi meget få tilfælde af nu, siger han.
LÆS OGSÅ Agathe Fontain tager afstand fra lempelse af alkohollov
Vil hellere oplyse
Men generelt har salgschefen dog ikke været tilhænger af alkoholloven. I forhold til at sænke befolkningens alkoholforbrug vil Brugseni hellere satse på information i stedet for et forbud.
- Vi vil rigtig gerne oplyse vores kunder omkring, hvad der sker, når du drikker for meget alkohol. Du kan drikke med måde, men du kan også drikke til en rus, siger salgchef i brugseni Jes Nyborg til KNR.
Alkoholloven blev vedtaget på efterårssamlingen sidste år, og trådte i kraft 1. marts i år.