'De kaster benzin på bålet': Forfattere bag spiralrapport afviser FN-kritik
En gruppe menneskerettighedseksperter fra FN kritiserer en af de to rapporter om spiralsagen, som blev offentliggjort i slutningen af august.
I en pressemeddelelse fra sidste uge skriver eksperterne, at rapporten sår tvivl om Danmarks mangeårige praksis med tvangsmæssig prævention af grønlandske kvinder og piger.
Ekspertgruppen advarer mod at nedtone overgrebene eller frikende de ansvarlige. En effektiv oprejsning kræver ifølge dem et præcist historisk grundlag, der tager udgangspunkt i kvindernes oplevelser og rettigheder.
Kritikken vækker forundring hos rapportens forfattere, advokat Jonas Christoffersen og psykolog Jensine Nedergaard.
De mener, at FN-eksperterne har misforstået deres arbejde og gengiver rapportens konklusioner forkert.
- Jeg er dybt forundret over, at FN-tilknyttede personer kan lave et arbejde, der er så ringe, siger Jonas Christoffersen til KNR.
- De kaster benzin på bålet, selvom de samtidig siger, at vi skal have den præcise historiske redegørelse for det. Det svigter de selv grumt ved den måde, de beskriver det på.
Jensine Nedergaard havde forventet kritik fra politikere og dele af befolkningen, men ikke fra internationale menneskerettighedseksperter, der er tilknyttet en instans, som hun mener bør arbejde så uafhængigt som muligt.
Skelner mellem overgreb og bevidst politik
De to forfattere blev bedt om at undersøge menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med spiralsagen og vurdere, om der var tale om systematiske overgreb som led i en bredere befolkningspolitik.
Deres rapport konkluderer, at der ikke er empirisk belæg for at fastslå, at danske eller grønlandske myndigheder systematisk indsatte spiraler uden samtykke som led i en bevidst politik for at begrænse befolkningstilvæksten.
Det er imidlertid ikke det samme som at afvise, at kvinder blev udsat for overgreb, understreger forfatterne.
Der er udarbejdet to rapporter om spiralsagen samt en historisk udredning, som udkom sidste år. Den anden juridiske rapport fra august er skrevet af juristerne Miriam Cullen og Dalee Sambo Dorough.
Ingen af dem konkluderer, at der var en politik om at begrænse befolkningstilvæksten eller bruge spiral uden samtykke. Og begge de juridiske rapporter konkluderer, at der er sket overgreb på piger og kvinder i Grønland.
- Vi fortolker så de juridiske krav forskelligt, men det betyder jo ikke, at vi negligerer kvindernes oplevelser. Tværtimod, og det står krystal klart i vores rapport, siger Jonas Christoffersen.
Ifølge ham er det afgørende at skelne mellem de konkrete indgreb uden samtykke og spørgsmålet om, hvorvidt de var resultatet af en overordnet, bevidst politik fra myndighedernes side.
Han mener, at FN-eksperterne fremstiller rapporten, som om den sår tvivl om, at der var en praksis i årtier med tvangsmæssige prævention.
Ingen af de tre undersøgelser dokumenterer, at indgrebene var led i en ensartet, centralt styret politik.
Jonas Christoffersen opfordrer derfor FN-eksperterne til at læse alle tre rapporter.
Han peger på, at enkelte læger kan have handlet ud fra deres egen opfattelse af, hvad der var bedst for patienterne, uden at sikre sig, hvad han kalder kvindernes ’frivilligt samtykke.’
Hvilket godt kunne have været lovligt, eftersom patienter i Grønland og Danmark havde meget få rettigheder tilbage i tiden, siger han.
Men det ændrer dog ikke ved, at oplægning af spiral uden patientens fulde og helt frivilligt samtykke er et overgreb.
- Ethvert overgreb er et overgreb, uanset om det var juridisk gyldigt eller ej, og uanset hvad baggrunden var, siger han.
Han mener dog, at det er vigtigt ikke at fremstille overgrebene som resultatet af en bevidst, ondsindet dansk befolkningspolitik, hvis det ikke kan dokumenteres historisk.
- Man skylder de grønlandske kvinder at være mere åbne over for, om det var ren ondskab eller et misforstået forsøg på at hjælpe dem, siger han.
Kvindernes oplevelser
FN-eksperterne fremhæver, at kvindernes oplevelser og rettigheder skal danne grundlag for at fastslå de historiske forhold og placere et ansvar.
Men både Christoffersen og Nedergaard afviser, at de har tilsidesat kvindernes fortællinger.
- Hele vores hovedopgave har jo været at finde ud af, hvad der egentlig er foregået, siger Christoffersen.
Nedergaard, der har stået for rapportens kulturpsykologiske del, fremhæver kapitel 12 om kvindernes erfaringer og deres betydning for identitet, tillid og det grønlandske samfund.
- Kvindernes historie er det bærende element i den psykologiske forståelse og profilering igennem hele kapitel 12, siger hun.
Hun understreger, at hendes arbejde netop har haft fokus på kvindernes oplevelser og traumer.
Forfatterne mener, at FN-eksperterne sammenblander to spørgsmål: Hvordan kvinderne har oplevet indgrebene, og hvad der juridisk kan dokumenteres om myndighedernes ansvar.
De fastholder, at man både kan anerkende kvindernes oplevelser og skelne mellem dokumenterede overgreb og spørgsmålet om en overordnet statslig politik.
Anklager om politisering
Christoffersen mener, at FN-eksperternes kritik ikke er tilstrækkeligt forankret i de tre rapporter om spiralsagen.
Han finder det paradoksalt, at eksperterne efterlyser en præcis historisk redegørelse, samtidig med at de ifølge ham fremsætter udokumenterede påstande om rapportens konklusioner.
Han efterlyser også, at de øvrige forskere bag undersøgelserne deltager mere aktivt i den offentlige debat.
- Det er rigtig svært at få en faktabaseret debat, når det er to danskere, der skal forsvare en rapport skrevet af otte forskere fra Danmark og Grønland og forklare en rapport, som er skrevet af to forskere fra Alaska og New Zealand, siger han.
Samtidig frygter han, at kvindernes oplevelser bliver en del af en politisk fortælling om forholdet mellem Grønland og Danmark.
- De bliver brugt i et politisk spil af nogen, som siger, at de gerne vil beskytte kvinderne. Men det gør man faktisk ikke, fordi man bruger kvinderne i et politisk spil. De gør dem endnu mere udsatte ved at skrive dem ind i deres eget narrativ om, hvordan forholdet mellem Danmark og Grønland har været, siger han.
Ifølge Christoffersen risikerer fortællingen om en bevidst og ondsindet befolkningspolitik at forstærke kvindernes oplevelse af at være blevet udsat for overgreb som led i en samlet plan mod den grønlandske befolkning.
Han understreger, at det ikke er et forsøg på at bagatellisere indgrebene, men at samtalen om sagen bør tage afsæt i de faktuelle forhold dokumenteret i den historiske udredning.
Svar på den bredere kritik
Nu, hvor der både er kritik fra FN og kritik i fagfællebedømmelsen af jeres rapport, hvilke refleksioner sidder I tilbage med?
- Jeg er dybt forundret over, at FN-tilknyttede personer kan lave et arbejde, der er så ringe. Det samme gælder fagfællebedømmelsen, som er lavet af en tidligere specialrapportør fra FN, siger Christoffersen.
- Hvis de nu var kommet med noget sagligt, så kunne jeg forstå det. Men hun (forfatteren bag fagfællebedømmelsen, red.) siger jo, at vi har lavet psykologi frem for jura. Men jeg ved ikke, om du har set det svar, vi har sendt til naalakkersuisut: Vi har skrevet det stik modsatte 20 gange i rapporten. Hvordan hun kan læse det fuldstændig på hovedet, er helt ubegribeligt, siger han.
- Jeg forstår ikke, hvordan de her mennesker (FN-eksperterne, red.) kan sidde og skrive noget, der er så tendentiøst og forkert, selvom de siger, at de vil have de historiske, faktuelle kendsgerninger på plads. Og så skriver de noget, der er taget ud af den blå luft uden at være forankret i de tre rapporter.
Han tilføjer, at han også er forbløffet over, at Miriam Cullen og Dalee Sambo Doroughs rapport heller ikke er tilstrækkeligt forankret i de faktiske forhold.
- Så min største refleksion er: Hvordan kan noget, som burde være så faktuelt baseret, blive så politiseret blandt de fagpersoner, der er involveret?
Jensine Nedergaard er enig. Hun frygter, at følelser har stået i vejen for nogle personers faktuelle forståelse og gengivelse af sagen. Det er menneskeligt, siger hun, især hvis man føler sig uretfærdigt behandlet.
- Så er det lidt svært at nå ind til de der fakta, fordi så skal man faktisk til at modarbejde den følelse, man har indeni, siger hun.
Selvom Danmark allerede har givet en officiel undskyldning og etableret en godtgørelsesordning, hvor berørte kvinder kan få 300.000 kroner i kompensation, opfordrer FN-eksperterne Grønland og Danmark til at sikre omfattende erstatning og andre former for oprejsning. De understreger, at indsatsen skal ske i samråd med de berørte kvinder.
Begge forfattere oplyser, at de hverken har hørt fra FN-eksperterne eller naalakkersuisut efter offentliggørelsen af rapporten.
KNR har kontaktet FN-eksperterne for at få deres uddybning af kritikken, men har ikke modtaget svar inden artiklens udgivelse.
KNR har også flere gange skrevet til Miriam Cullen for at få hende i tale, men har ikke fået svar.