Forfatningskommission skal nedsættes i 2017
Naalakkersuisut vil have Inatsisartuts bemyndigelse til at etablere en forfatningskommission allerede i 2017, og derfor er inatsisartutpolitikerne ekstraordinært i arbejdstøjet lørdag.
Politikerne skal tage stilling til et beslutningsforslag fra det nyoprettede departement for selvstændighed, natur, miljø og landbrug, der styres af naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen(Siumut).
Læs også Tiende Naalakkersuisut-medlem er født
Forslaget vil give naalakkersuisut bemyndigelse til at oprette en såkaldt forfatningskommission, der skal komme med et udkast til en grønlandsk forfatning.
I begrundelsen for forslaget skriver Suka K. Frederiksen, at det kommissorium, der fastlægger forfatningskommissionens arbejde, skal tilrettes og godkendes af Inatsisartut.
Her skal Inatsisartut først og fremmest tage stilling til, om forfatningskommissionen skal lave en forfatning, der først træder i kraft den dag, at Grønland etableres som selvstændig nation, eller om forfatningen skal kunne træde i kraft over to omgange: En del der gælder under selvstyret og inden for rammerne af den danske grundlov, og en anden del, der træder i kraft den dag, at Grønland opnår selvstændighed.
Forslaget bygger på en redegørelse, der er udarbejdet af formandens departement, om hvordan forfatningsarbejdet kan ske.
Læs redegørelsen her: Redegørelse for nedsættelse af grønlandsk forfatningskommission
Redegørelsen mener, at en forfatning kan færdiggøres på tre år, og den anbefaler, at Inatsisartut nedsætter et ad hoc udvalg, med alle partier repræsenteret, som kan følge kommissionens arbejde.
Redegørelsen foreslår, at det første år bruges på at etablere et sekratariat og finde ud af hvilke personer, der skal sidde i kommissionen.
Men naalakkersuisut ønsker, at arbejdet begynder hurtigst muligt, og Suka K. Frederiksen skriver, at der afsættes 5,5 millioner kroner i finanslovsforslaget for 2017 og 2018 til forfatningskommissionens aktiviteter og til oprettelsen sekretariatet, der skal betjene kommissionen.