Fodboldlandsholdet skal spille mod FC Nordsjælland

Landstræner i udendørsfodbold, Morten Rutkjær, har lavet en aftale med Superliga-holdet om træningskampe.
Fodbold GM
Grønlandske fodboldspillere får mulighed for at spille mod FC Nordsjælland i september Foto © : Lars Jørgen Petersen
Skrevet af Noah Mølgaard
15. marts 2021 11:42

Fodboldspillere med ambitioner om at blive landholdsspillere for Grønland, får nu en gulerod til at træne målrettet.

Landstræner Morten Rutkjær har nemlig lavet aftale med Superliga-holdet FC Nordsjælland om, at spille træningskampe i september i FC Nordsjællands hjemmebane Right To Dream.

LÆS OGSÅ Udtagelsen: Her er bruttotruppen til fodboldlandsholdet

Det er Morten Rutkjærs aktivitetsplan i korte træk, til trods for, at Island Games er aflyst i år på grund af corona.

Her bliver kampen mod FC Nordsjælland rosinen på pølseenden.

- Jeg gør det her bevidst. Mit håb er, at Grønland kan være med i en kvalifikationsturnering indenfor kort tid. Det gør, at spillerne forhåbentlig bliver meget motiverede til at være i den bedste fysiske formåen, siger Morten Rutkjær til KNR.

De kvalifikationskampe han taler om, er kampe under det internationale fodboldforbund FIFA, hvor Grønland søger medlemskab.

Mini landskamp

Morten Rutkjær startede som landstræner sidste år, men flere af fodbold-aktiviteterne måtte aflyses på grund af corona.

Men nu er der åbnet for sportsarrangementer på tværs af kommunegrænser, der gør det nemmere at planlægge regionale træningssamlinger i maj og juni.

- Så holder vi en landsholdssamling i juni, hvor vi vil lave en minilandskamp mellem Nord- og Sydgrønland på Nuuk Stadion, siger Morten Rutkjær.

Han glæder også over, at en gruppe spillere har trænet seriøst, selvom corona-situationen var årsag til aflysning af GM sidste år og efterfølgende træningssamlinger blev udsat.

LÆS OGSÅ Corona tackler ny fodboldlandstræner

- Jeg glæder mig meget over, at en gruppe spillere har taget vores nye ideologi til sig, og de har trænet meget hårdt og vi får månedligt svar på deres fysiske test, siger Morten Rutkjær.

Grønland skulle have deltaget ved Island Games på den britiske ø Guernsey til sommer, men ø-legene er udsat til næste år på grund af corona.