FN: Verden er på vej mod en katastrofal temperaturstigning

FN's meteorologer ser en 1-til-5 risiko for, at verden når op over 1,5 graders temperaturstigning i 2024.
- Vi har kurs mod en katastrofal temperaturstigning på tre til fem grader i dette århundrede, siger FN's generalsekretær, António Guterres, og opfordrer samtidig alle lande til at gøre klima til topprioritet. Foto © : MONUSCO Photos/flickr
Skrevet af Ritzau
15. januar 2021 11:52

Sidste år var et af de tre varmeste år, der nogensinde er målt.

Det bekræfter Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) torsdag.

Gennemsnitstemperaturen i verden lå 1,2 grader over den temperatur, som verden oplevede før den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet.

Gennemsnitstemperaturen for hele året lå på 14,9 grader globalt.

Det er stort set det samme, som der er målt i 2016 og 2019, viser data, der er indsamlet af meteorologiske institutter i Europa, USA, Japan og Storbritannien.

LÆS OGSÅ FN-chef opfordrer verdensledere til at erklære klimakrise

FN's generalsekretær, António Guterres, peger på, at alle verdens regioner har oplevet usædvanligt ekstremt vejr. Og det kan blive værre, advarer han.

- Vi har kurs mod en katastrofal temperaturstigning på tre til fem grader i dette århundrede, siger han og opfordrer samtidig alle lande til at gøre klima til topprioritet.

Verdens lande indgik i 2015 en fælles klimaaftale på et topmøde i Paris.

Målet i aftalen er frem til 2050 at holde stigningen i den globale temperatur under to grader i forhold til niveauet fra før industrialiseringen.