FN-chef opfordrer verdensledere til at erklære klimakrise

Antonio Guterres indledte lørdag virtuelt klimamøde med en klar opfordring om at sætte skub i grøn omstilling.
- Er der stadig nogen, der kan benægte, at vi står over for en dramatisk krise? Spurgte FN´s generalsekretær ved lørdagens klimatopmøde Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. december 2020 16:27
Versionist Jaaku Lyberth

Ledere over hele verden bør erklære undtagelsestilstand for klimaet og få sat skub i kampen mod den globale opvarmning.

Så kontant var budskabet fra FN's generalsekretær, Antonio Guterres, da han lørdag indledte et klimamøde i London.

Flere end 70 verdensledere ventes at deltage på det virtuelle møde.

- Er der stadig nogen, der kan benægte, at vi står over for en dramatisk krise? Jeg opfordrer ledere over hele verden til at erklære undtagelsestilstand for klimaet i deres lande, indtil vi har opnået CO2-neutralitet, siger Antonio Guterres.

Ifølge FN-chefen er hjælpepakker, der indføres i kølvandet på den globale coronapandemi, en passende anledning til at accelerere den grønne omstilling.

Han understreger, at omstillingen i øjeblikket går for langsomt.

Også den britiske premierminister, Boris Johnson, deltager i klimamødet.

Han er enig med Guterres i, at alle lande kan gøre mere for at gøre sig uafhængige af fossile brændstoffer.

- Og samtidig kan vi skabe millioner af job over hele planeten, når vi sammen genrejser sig os efter coronavirus, siger Boris Johnson.