Flere rejser mod Patienthjemmet i København: - Det meste af året er vi fyldt til bristepunktet
I en spisesal med borde dækket af røde velourduge og lysende orange julestjerner i vinduerne sidder Gabriel Andreassen, der i starten af december ankom til Det Grønlandske Patienthjem på Østerbro i København.
I 44 år har han aldrig været hjemmefra under højtiderne. Men i år er han altså her i den danske hovedstad, hvor temperaturen fortsat er i plusgrader, og sne mest af alt er noget, man kan opleve i en julefilm på skærmen.
- Jeg tænker selvfølgelig meget på familien, men der er ikke noget at gøre. Jeg er her, fordi lægerne vil hjælpe mig, og det er jeg taknemmelig for, siger han tydeligt berørt og tager en dyb indånding.
Gabriel Andreassen er en af de 70 patienter, der i december opholder sig på Patienthjemmet.
Nogle af dem skal til undersøgelser. Andre skal opereres på et af hospitalerne i Københavns området.
Fælles for dem er, at de er langt hjemmefra i en tid, som mange forbinder med familie og samvær. Det er en helt speciel stemning, der breder sig over patienthjemmet i december, fortæller Birtha Bianco, der er leder af Det Grønlandske Patienthjem.
- Der er forståeligt nok mange, der har hjemve. Nogle gennemgår ret voldsomme behandlinger og har det dårligt. Samtidig savner de pårørende, det hjemlige og deres egen kultur til at støtte op i den svære periode, de er i, siger hun.
Nogle reagerer med vrede
På Patienthjemmet i København oplever de en fortsat stigning af patienter. Halvdelen af patienterne er rejst hertil, fordi de har kræft og skal i behandling, fortæller Birtha Bianco.
Ifølge Birtha Bianco skyldes det stigende antal patienter blandt andet, at der er kommet en bredere tilgang til at få kræftbehandling i Danmark.
Det resulterer samtidig i, at Patienthjemmet bliver så fyldt, at det er tæt på umuligt at gøre plads til pårørende, selvom det i princippet er muligt at få én pårørende med til Danmark, der kan bo gratis på Patienthjemmet.
- Det meste af året er vi fyldt til bristepunktet, og udover det har sundhedsvæsenet i Grønland etableret 15 permanente pladser på Rigshospitalets patienthotel, siger Birtha Bianco.
Noget af det sværeste i Patienthjemmet er da også at give afslag til pårørende, fortsætter lederen.
- Nogle patienter reagerer med vrede, andre bliver kede af det. Der kan være nogle ret voldsomme reaktioner, og det går selvfølgelig ud over personalet, så vi bruger i perioder meget tid på at forklare, hvorfor vilkårene er, som de er, siger hun.
Én stor familie
I december måned bestræber Patienthjemmet sig på at gøre plads til, at hver patient kan have én pårørende boende. Juletiden er nemlig sårbar for mange.
- Vi forsøger at etablere noget normalitet på trods af, at det er en hverdag, der er fyldt med samtaler og behandlinger ude på hospitalerne. Det er igennem hele december, hvor der er forskellige aktiviteter, siger Birtha Bianco.
Gabriel Andreassen er rejst til København i forbindelse med en undersøgelse af hans spiserør. Han ønskede at få sin hustru med, men det var ikke muligt, da hun skulle arbejde, fortæller han.
Til gengæld finder han et sammenhold ved at være sammen med de andre grønlandske patienter og personalet, som han beskriver som meget hjælpsomme.
- De er gode mennesker. Man er hjælpsom over for hinanden, næsten som om vi er én stor familie her. Det giver også energi.
- Man føler sig meget tryg i den måde, man bliver behandlet på, siger han.
Lærer flere at kende
I en stue har fem mennesker samlet sig i nogle sorte lædersofaer. Fjernsynet viser KNR’s Unnu’manna med Per Berthelsen i studiet. På det ene ur over fjernsynet står viserne på 7. Uret ved siden af viser, at klokken er 10 lokal tid.
Aron Grim kommer gående ved hjælp af to krykker. Han rejste fra Nordgrønland, hvor han bor i bygden Kullorsuaq, til Patienthjemmet i slutningen af november, da han skal igennem en ny hofteoperation.
Ligesom Gabriel er han også ankommet alene.
- Heldigvis er der kommet andre fra mit bosted hertil, og der er også nogen her, som jeg kender fra andre bygder, fortæller han.
For Aron Grim går dagene mest med at vente på, at han kan komme på operationsbordet.
Han savner den grønlandske mad, og hverdagen blandt fjeldene. Men han er glad for, at han kan være en del af et grønlandsk fællesskab.
- Det er okay. Man lærer flere at kende og er sammen med dem. Det er fint, siger han.
