Flere hoteller og cafeer? Øget turisme i Nuuk kræver nøje overvejelser

Hotel- og restaurationsbranchen i Nuuk har brug for bedre muligheder for at udvide for at kunne følge med den stigende turisme. Men borgerne skal også være med i byens udvikling, mener turismeforsker.
Ifølge Visit Greenlands kapacitetsundersøgelse har Nuuk i alt 381 hotelværelser med plads til 586 overnattende. Tælles også hotellejligheder, vandrehjem, hytter og camps med, er der plads til 1.386 overnattende i byen. Foto © : Thor Bill / KNR
Skrevet af Thor Bill
28. juni 2024 11:07

Om kun fem måneder begynder de første atlantfly at lande i den nye lufthavn i Nuuk. Og med dem vil antallet af turister i hovedstaden med al sandsynlighed også stige.

En nylig kapacitetsanalyse fra Visit Greenland og Visit Nuuk viser blandt andet, at turismestigningen vil lægge et så stort pres på hoteller, vandrehjem og restauranter, at der vil være for få overnatnings- og spisesteder i Nuuk i september 2027.

Og det vil kunne mærkes hos de lokale borgere i Nuuk.

Det vurderer Carina Ren, der er lektor og turismeforsker ved Aalborg Universitet.

- Det giver sig selv, at det kommer til at skabe pres på hoteller og restauranter med prisstigninger til følge. Udover at det vil have indflydelse på kvaliteten for turisterne, vil det også udgøre en gene for lokale.

Flere turister vil nemlig ikke kun betyde, at der bliver mindre plads på hoteller og restauranter, men også et større pres på hovedstadens infrastruktur, fællesarealer og andre ressourcer, påpeger turismeforskeren.   

- Til forskel fra eksempelvis fiskeri, som jo er en velkendt økonomisk vækstmotor, så foregår turisme på nogle lidt andre præmisser i og med, at det ikke kun foregår på havet, men også inde i byerne og der, hvor folk lever deres hverdagsliv.

- Derfor vil man med øget turisme komme til at opleve flere møder med turisterne rundt omkring. Det er også et emne, der hører til i samtalen om kapacitet, siger hun.

Branchen vil gerne udvide

I hotel- og restaurationsbranchen i Nuuk øjner man gode udviklingsmuligheder i de stigende turisttal.

Her er stærkt ønske om at bygge nyt og udvide, fortæller Krissie Winberg Berthelsen, der er formand for Grønlands Erhverv og indehaver af flere spisesteder i Nuuk.

- Vi repræsenterer en del i servicebranchen, der jo lever af at vækste og har lyst til at se deres virksomheder vokse. Så det er da kærkomment, at vi med de her lufthavne får mulighed for at være en del af et turismeboom.

Ifølge Krissie Winberg Berthelsen, der er formand for Grønlands Erhverv og indehaver af tre spisesteder i Nuuk, er der stor interesse for at etablere nye hoteller og restauranter i hovedstaden. Men der er også store udfordringer, der står i vejen. Foto © : Krissie Winberg

Samtidig understreger hun, at kapacitetsudvidelser i høj grad også handler om at kunne tilbyde rejsende grønlændere ordentlige forhold i byen.

- Når vi har dårligt vejr eller folk af andre grunder strander i Nuuk, hvor vi ikke engang har kapacitet nok til herboende, så er det ikke nogen god oplevelse. At strande og ikke have noget sted at sove eller spise.

- Det er nogle scenarier, vi ikke skal ud i. Og som jeg ikke synes, vi kan byde hverken herboende eller turister.  

Ikke let at udvide

Selvom hotel- og restaurationsbranchen gerne vil udvide og bygge til, er det ikke så lige til.

Der er nemlig flere knaster på vejen, forklarer Krissie Winberg Berthelsen.

- Først og fremmest har vi store rekrutteringsproblemer. Der er simpelthen ikke nogen at få. Så vi skal rekruttere udefra, som er en besværlig og mere langsommelig proces.

Samtidig kan det være svært overhovedet at finde plads til enten at bygge nyt et blot leje sig ind for eksempelvis at åbne en ny cafe.

- Vi har jo en masse forudsætninger for noget super iværksætteri i Nuuk, men vi har simpelthen ikke adgang til lokaler. Vi har et prispresset udlejningsmarked lige nu, som ligger i en ende, der gør det meget svært at komme i gang, hvis man ikke allerede er i branchen, siger hun.  

Derudover efterlyser formanden for Grønlands Erhverv også lettere sagsbehandling på eksempelvis arealtildeling.

Borgerne skal høres

Lige meget om man vil bygge flere overnatnings- og spisesteder eller ej, så er det vigtigt ikke at glemme de lokale Nuuk-borgere i processen.

Det siger lektor og turismeforsker ved Aalborg Universitet, Carina Ren.

- Man bør sende spørgsmålet om, hvad man ønsker med byen, ud til offentlig høring. Så det ikke kun handler om at halse efter en konstant udvidelse. Man bør også være sikker på, at den udvikling, der foregår, er i tråd med det, som borgerne ønsker for deres by.kat

Én af Nuuks nyeste restauranter er Nivi Tapasbar, der slog dørene op i december sidste år. Men det kan være udfordrende at åbne nye restauranter på grund af mangel på både plads og arbejdskraft, lyder det fra Grønlands Erhverv. Foto © : Thor Bill / KNR

Kommuneqarfik Sermersooq er i år gået i gang med at udarbejde en 2035-strategi for Nuuks udvikling og har i den forbindelse også inviteret borgerne til at komme med inputs.

Men det skal være en pågående proces, påpeger Carina Ren.

- Det er en samtale, der til stadighed skal foregå, og som Visit Greenland allerede er i gang med. Det er ikke sådan, at man laver én workshop eller én spørgeskemaundersøgelse.

- Det er en debat, der skal fortsætte, så man hele tiden er med på, hvor turismen er på vej hen, og hvordan turismen kan bidrage til det, man gerne vil med udviklingen i Grønland, siger hun. 

Udover den seneste kapacitetsanalyse af Nuuk arbejder Visit Greenland også på lignende analyser af Qaqortoq og Ilulissat, som får henholdsvis en lufthavn og en international lufthavn.