Det kan lyde som en uoverkommelig opgave at omstille Grønlands fiskeri på en bæredygtig måde. 

Man skal tage hensyn til biologien og dyrene i havet. Man skal sørge for, at nye unge fiskere også kan få adgang til fiskeriet. Og så skal livet i byerne og bygderne og hele Grønlands økonomi også hænge sammen.

Så når politikerne i Inatsisartut under forårssamlingen diskuterer, hvordan fiskeriloven skal skrues sammen, og om den overhovedet skal stemmes igennem, er der meget på spil.

Men i Alaska har man tilsyneladende knækket koden.

Det fortæller Rikke Becker Jacobsen, der er lektor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet.

- Det er mit indtryk, at man er lykkes med at ramme en balance, hvor man tjener godt med penge i fiskeriet, overholder den biologiske rådgivning, og samtidigt bliver værdierne fra fiskeriet bredt fordelt inden for lokalsamfundene, siger hun.

For ligesom man forsøger med den nye fiskerilov herhjemme, indførte man i 80’erne de såkaldte individuelle omsættelige kvoter i Alaska.

Det gjorde man blandt andet for at forhindre overfiskeri. 

Ordningen betød, at den samlede fiskekvote blev fordelt ud til fiskerne, der så selv kunne bestemme, hvornår på året, de ville fiske og om de ville sælge ud af deres kvote til andre fiskere.

I Grønland har man allerede IOK på det udenskærs rejefiskeri. Og det er Rikke Becker Jacobsens indtryk, at mange fiskere er glade for fleksibiliteten, som ordningen tilbyder.

Fiskeriloven lægger op til, at man udbreder IOK til jollefiskeriet. Men risikoen ved det er, at fiskeriet flytter sig fra de små lokalsamfund og enkelte fiskere og samler sig i de større byer og hos virksomheder med flere ressourcer.

Og præcis det skete, da man indførte systemet i Alaska.

Et “twistet” system

Da det blev muligt for fiskerne i Alaska at sælge ud af deres kvoter, gik der ikke længe, før fiskeriet flyttede sig fra de små lokalsamfund over til ejere, der befandt sig langt væk fra fiskeriområderne, fortæller Rikke Becker Jacobsen.

- Så de lokale småfiskere og nogle af de oprindelige befolkningsgrupper oplevede lige pludselig, at de ikke rigtigt kunne få adgang til at komme ind i fiskeriet og leve af det.

For at løse problemet “twistede” man IOK-ordningen. Man oprettede noget, som Rikke Becker Jacobsen kalder for ‘community-kvoter’.

I stedet for, at fiskekvoterne blev ejet af ejere, der lå væk fra lokalsamfundene, tilbød Alaska lån så lokalsamfundene kunne organisere sig og købe kvoterne tilbage. 

Fiskekvoterne skulle nu administreres og fordeles af såkaldte ’community-quota-organisationer’ ude i byområderne.

Derudover besluttede man, at god profit fra fiskeriet skulle støtte initiativer og tiltag i de pågældende lokalsamfund.

- På den måde fik Alaska ejerskabet over fiskeriet tilbage, og man fik nogle værdier kanaliseret tilbage til lokalsamfundene, forklarer Rikke Becker Jacobsen.

Kan kunsten gøres efter?

I dag bliver fiskeriet i Alaska fremhævet som et fiskeri, der er velfungerende - både økonomisk og helt lavpraktisk.

- Man er god til at passe på ressourcen og de værdier, der kommer ud af fiskeriet, bliver ført tilbage til lokalsamfundet, der også er lidt afsidesliggende, siger Rikke Becker Jacobsen.

Derudover har fiskerne i Alaska også et ret stort medansvar for at sikre, at kvoterne bliver overholdt, pointerer hun.

- Og de har også et slags mandat til at være med til at beslutte, hvad for nogle regler man skal have for fiskeriet. For eksempel hvis man skal stoppe for det midlertidigt eller gå op og ned i kvoter.

Eksemplet i Alaska lyder umiddelbart helt vildt smart. Spørgsmålet er, om man kan bruge samme model på fiskeriet i Grønland.

Til det svarer Rikke Becker Jacobsen, at det er vigtigt at man har den lokale kontekst for øje, når man laver nye systemer inden for fiskeriet. 

- Men nogle af de principper, der er i Alaska, kunne man måske godt overføre og tilpasse til en grønlandsk kontekst, siger hun.

Hun ser også nogle sammenligneligheder mellem Alaska og Grønland, der gør, at man godt kunne kigge mod de nordamerikanske naboer efter inspiration. Blandt andet de spredte bosætninger.

Hvorvidt Alaska-modellen løser problemerne med fiskeriet i Grønland og fikser konsekvenserne, der kan opstå med det nye forslag til en fiskerilov, er til gengæld sværere at svare på, pointerer Rikke Becker Jacobsen.

- Det kan man jo ikke garantere, siger hun.

- Men jeg synes, det er et godt bud.

Selvom opgaven ikke er umulig, er den heller ikke let, understreger hun:

- Det kræver lidt omlægning af måden, man gør det på lige nu.

- Men hvis Selvstyret gerne vil indføre de her individuelle omsættelige kvoter, kunne man ved at lægge nogle små krav ind nok relativt nemt opnå lidt i stil med det, de opnår i Alaska.