Fiskere: Registreringen af fartøjer bør udsættes

Fra det nye år skal de kystnære erhvervsfiskeres både være registreret.
Det kræver fiskeriloven, der trådte i kraft 1. januar i år.
- Hvis en båd, der bruges til fiskeri, ikke er registreret, kan fiskeren blive pålagt en bøde, står der i loven.
Men fiskerne ønsker at udsætte tidsfristen for registreringen.
Formanden for fisker- og fangerforeningen i Kullorsuaq Timotheus Petersen og Avannaata Kommunias borgmester Lars Erik Gabrielsen (S) har anmodet om udsættelse.
Timotheus Petersen fortæller til KNR, at det har været meget vanskeligt for de kystnære erhvervsfiskere at få deres fartøjer registreret.
Årsagen er det papirarbejde, der skal gøres.
For at kunne registrere fartøjerne skal fiskerne udfylde et elektronisk skema via en hjemmeside, som man logger ind på med MitID.
Men det er besværligt i bygder med dårlig internetforbindelse, siger formanden for fisker- og fangerforeningen i Kullorsuaq, Timotheus Petersen.
– De krav, vi står overfor nu, betyder blandt andet, at når man bor i bygder med ustabile forbindelser, og internetforbindelsen gennem Tusass ofte er meget langsom og til tider helt forsvinder, så kan man ikke logge ind med MitID og dermed ikke udfylde de nødvendige skemaer og tilgå andre funktioner ordentligt.
Fiskernes registreringsskema findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside, og skemaet er kun på dansk – manglen på en grønlandsk version skaber også problemer for fiskerne.
– Det er blevet vanskeligt her i efteråret, fordi nogle af vores medlemmer ikke forstår dansk, og mange af dem heller ikke er tilknyttet MitID endnu. Det er årsagen til min bekymring, siger Timotheus Petersen.
KNR har via mail spurgt Søfartsstyrelsen, hvordan man har tænkt sig at løse problemet med, at skemaet kun findes på dansk og opleves som forvirrende at udfylde.
De svarede blandt andet:
– Registreringsskemaet med vejledning findes på vores hjemmeside, men det er ikke oversat til grønlandsk.
– Vi vil gerne hjælpe og rådgive fiskerne, men desværre kan vi ikke yde hjælp på grønlandsk, oplyser Søfartsstyrelsen.
Fiskerne i Kullorsuaq er nu bekymrede, da årets afslutning nærmer sig.
De lever af fiskeri til daglig, men er usikre på, om de kan opfylde de nye krav og mangler hjælp. Derfor har de henvendt sig til myndighederne og kommunen.
– Der bør udsendes repræsentanter fra Selvstyret, eller kommunen, og Selvstyret bør i fællesskab finde en løsning. Alternativt bør fiskeriministeren sende sine embedsmænd ud i felten, siger de. hvem er de?
Avannaata Kommunia er enig
Men året er nu ved at rinde ud, og der er stadig mange både, der endnu ikke er blevet registreret.
Derfor vurderer borgmester Lars Erik Gabrielsen (S) over for KNR, at det ikke er realistisk, at alle kan nå at blive registreret inden fristens udløb.
Derfor har han anmodet om, at fristen for registrering bliver forlænget.
– Vi er nødt til at kontakte Fiskeristyrelsen og bede om mere tid, for situationen, som den er nu, er meget problematisk.
– Der er jo rigtig mange både, og samtidig er der alt for få, der arbejder med udstedelse af målebreve. Selv hvis de når at udstede mange om dagen, er det usikkert, om alle kan blive færdige inden det nye år, siger Lars Erik Gabrielsen.
For at bådene kan blive registreret, skal de have et certifikat, der dokumenterer blandt andet fartøjets længde og størrelse. Men i Nordgrønland har mange småbåde slet ikke et sådant dokument.
Selv om kommunen forsøger at hjælpe, siger borgmesteren, at fiskerne stadig har behov for støtte til registreringsarbejdet.
– Vi har forsøgt at forberede vores servicekontorer i bygderne og byerne, men deres muligheder for at hjælpe er meget begrænsede, først og fremmest fordi de ikke selv har kompetence til at udarbejde målebreve.
Avannaata Kommunia retter derfor skarp kritik mod Selvstyret, som har pålagt opgaven.
– Det her er meget besværligt, og det virker nærmest urimeligt, at man har indført et sådant krav. Det virker, som om man forsøger at reducere antallet af dem, der beskæftiger sig med fiskeri, siger Lars Erik Gabrielsen.
Naalakkersuisuts Departement for Fiskeri har i et svar til KNR skrevet, at ministeriet arbejder på et svar på de bekymringer, som fiskerforeningen i Kullorsuaq, KAPP, og borgmesteren Lars Erik Gabrielsen har rejst fra den danske erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Departementet skriver i en pressemeddelelse og på deres hjemmeside, at 'det vil være nok at dokumentere, at man har sendt en ansøgning om registrering til relevante myndigheder'.
- Det betyder, at alle eksisterende fiskere vil få en licens for kvoteåret 2026, selvom registreringen fra relevante myndigheder endnu ikke er på plads, skriver de.