Finansloven: Fokus på sundhedsvæsenet
Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen (S), er lige nu i gang med at fremlægge finansloven for næste år.
Fire partier er klar til at skrive under på aftalen, som dermed har bred politisk opbakning.
I finansloven er der afsat 114,5 millioner kroner ekstra til sundhedsvæsenet, siger Erik Jensen.
Partierne ville gerne have givet flere penge til sundhedsvæsenet, men der skal være balance i tingene.
- Uanset hvor mange penge vi tilføjer, kræver det hænder, siger han.
Atassut, Siumut, IA og Naleraq underskriver alle aftalen. Også løsgænger Knud Mathiassen er med i aftalen.
Dermed stemmer 28 ud af 31 medlemmer i Inatsisartut for finansloven, når den skal stemmes igennem 15. november.
Demokraatit har overfor KNR sagt, at de ikke har villet skrive under på aftalen, da de manglede mere fokus på at få flere penge mellem hænderne på folk.
Bedre forhold for plejeforældre
Der kommer også fokus på anbringelser i den nye finanslov. Ifølge partierne er der nemlig kommet for mange anbringelser i de seneste år. Løsningen skal ikke være børnehjem, men derimod flere plejefamilier.
- Vi skal gøre det mere attraktivt for folk at hjælpe med at løfte den opgave, siger Erik Jensen.
- Der skal være bedre forhold for plejeforældrene, da der er et stort behov for det derude. Vi skal løfte opgaven som samfund, siger Karl Tobiassen (Siumut).
Sammenhæng i hele landet
Partierne vil også gerne styrke det grønlandske sprog på uddannelserne. Særlig på universiteterne, siger Asii Chemnitz Narup (IA)
Og så skal der afsættes penge til turismeudviklingen, som skal gavne alle borgere. Særligt i de mindre byer og bygder.
- Generelt skal vi skabe sammenhæng i hele landet. Vi skal udvikle hele landet, siger Asii Chemnitz Narup.
Dagligvarepriserne holdes nede
Ifølge Jens Napaattooq (Naleraq) har arbejdet med at lande en aftale om finansloven ikke været helt nem.
- Vi kan se på aftalen, at rigtig mange af vores værdier er kommet med. Der har været store uenigheder, men vi er alligevel kommet frem til noget godt, siger han.
Han oplyser, at der er afsat otte millioner på finansloven til at holde priserne på dagligvare nede.
- Det er vigtigt for borgerne. Så det er vi meget, meget glade for, siger han.
Og så er han glad for, at der kommer fokus på det grønlandske sprog.
- Vi har også fået ført igennem, at herfødte skal have flere rettigheder. Og nu står det sort på hvidt, at vi skal gøre noget for at udvikle vores sprog. Det er vigtigt, fordi vores sprog er under pres, siger Jens Napaattooq.
Flere hænder i sundhedsvæsenet
Atassut, som har to pladser i Inatsisartut, mener, at de måske har krævet for meget i forhold til størrelsen på partiet.
- Så derfor er det heller ikke alt i aftalen, som vi kan se os selv i. Men det, vi har forhandlet hjem, er vi tilfredse med, siger Aqqalu Jeremiassen.
Blandt andet har de fået e-sport med i finansloven, hvor der er blevet afsat 100.000 kroner til de nye sportsformer.
Aqqalu Jeremiassen siger også, at det er vigtigt for Atassut, at der kommer flere hænder til at varetage opgaverne i sundhedsvæsenet. Derfor må der udarbejdes realistiske løsninger på problemet.
Anlægsarbejde og skattereformer
Erik Jensen siger, at det i finanslovsforhandlingerne især har handlet meget om at sætte anlægsarbejde i gang.
Blandt andet skal der igansættes arbejde med et vandkraftværk i Tasiilaq, noget som glæder Naleraq, da partiet gerne vil hjælpe de små byer og bygder.
Men fremadrettet skal der kigges på skattereformer, siger naalakkersuisoq for finanser:
- Jeg regner med, den (skattereform, red.) kan lande i år. Men det kræver, at alle partier samarbejder. Og det regner jeg stærkt med.
Ifølge loven skal finansloven for det kommende år være klar 15. november.
Dermed kan de lige nå det, når Inatsisartut skal stemme om finansloven i næste uge, 15. november.
De sidste ti år har finansloven været forsinket.