Fangere og fiskere i Nord- og Østgrønland får katastrofehjælp

Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg har godkendt at give et engangsbeløb på 15.000 kroner til 75 fiskere og fangere i Qaanaaq-området samt Ittoqqortoormiit. 
- Naalakkersuisut har hele tiden ønsket, at hjælpen allerede skulle ske i december, i stedet for at vente til 1. januar 2024, hvor ordningen trådte i kraft, skriver de i pressemeddelelsen.  Foto © : Malik Brøns/ KNR
12. januar 2024 15:46

I december blev der åbnet for, at fiskere, fangere og fåreholdere kunne søge om katastrofehjælp, hvis de er ramt på deres levebrød af klimaforandringer. 

Egentlig skulle ordningen først starte efter nytår, men den trådte allerede i kraft i december, fordi især fiskere og fangere i yderdistrikter i Qaanaaq-området og i Østgrønland kæmper for at tjene nok på grund af manglende havis. 

Men selvom landets fiskere og fangere egentlig havde forventet, at få lidt ekstra at varme sig på i julen, så måtte de klare sig gennem juledagene uden. 

Sagsbehandlingen trak ud, og de, som havde søgt op hjælp, måtte væbne sig med tålmodighed. Det fik blandt andet KNAPK til at råbe op i frustration

Men nu er der endelig svar. Det er blevet godkendt at sende et engangsbeløb på 15.000 kroner til 75 fangere og fiskere i Qaanaaq-området samt Ittoqqortoormiit. 

Det skriver Departementet for Fiskeri og Fangst i en pressemeddelelse. 

Her fremgår det, at naalakkersuisut ansøgte Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg om økonomisk hjælp til fiskerne og fangerne 5. januar 2024. 

- Naalakkersuisut har hele tiden ønsket, at hjælpen allerede skulle ske i december, i stedet for at vente til 1. januar 2024, hvor ordningen trådte i kraft, skriver de i pressemeddelelsen. 

Engangsbeløbet vil blive tildelt til alle fangere og fiskere i de to områder, som har søgt om hjælp. 

Tre millioner kroner

Stigende temperaturer og voldsommere vejr har nemlig betydning for de mange borgere, som arbejder og lever af naturen.

Derfor har fiskere, fangere og fåreholdere efterlyst en mulighed for at få økonomisk hjælp, hvis de i fremtiden oplever, at katastrofer eller vejrmæssige forhold ødelægger deres mulighed for tjene penge på grund af klimaforandringer.

Et flertal i Inatsisartut vedtog 24. oktober 2023 et forslag, der pålægger naalakkersuisut at ændre den gældende lovgivning, så erhvervsfiskere og -fangere eksempelvis kan få genetableringsstøtte, hvis der sker en katastrofe eller ulykke.

Sådan skal lovgivningen forstås:

Kort fortalt lyder det vedtagne ændringsforslag således:

Naalakkersuisut pålægges at gennemføre en ændring af gældende lov om genetableringsstøtte (…) med henblik på at kunne yde økonomisk hjælp til borgere, herunder fiskere, fangere og fåreholdere, som i udøvelsen af deres erhverv rammes af akutte katastrofelignende forhold.

Her skal katastrofelignende forhold forstås som en situation, som kan opstå pludseligt og uforudsigeligt, og som samtidig har et ikke ubetydeligt omfang, hvor skader kan overstige de lokale samfund og myndigheders til dagligt tilgængelige ressourcer.

Der vil eksempelvis kunne ydes støtte til en fåreholder, hvis kartoffelhøsten pludselig ødelægges på grund af angreb fra ikke tidligere kendte eller almindelige skadedyr, som grundet højere varmetemperaturer indvandrer til Grønland.

Der vil dog som udgangspunkt ikke være tale om et katastrofelignende forhold, hvis kun én enkelt aktør er påvirket af den indtrufne situation.

Kilde: Inatsisartut.gl   

Akuthjælpen bliver også kaldt for genetableringsstøtte. Du skal selv ansøge på et skema. 

Ifølge finansloven er der afsat 3,052 millioner kroner genetableringsstøtte i år. Ifølge sermitsiaq.AG var der én million kroner at søge om i de sidste dage af 2023. 

Hjælpen bliver udbetalt som en engangsydelse på mindst 2.000 kroner og højst 25.000 kroner per ansøgning.