Falsk alarm: Skoleelev fra Nuuk var alligevel ikke smittet med corona

Efter tre tests viser det sig, at eleven alligevel ikke var smittet med covid-19.
Eleven er i Danmark nu. Der er taget tre tests på barnet. Den første var positiv, men de sidste to var negative Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
16. december 2020 10:44

Det var falsk alarm, da en elev fra en Kangillinnguit Skolen i Nuussuaq blev konstateret smittet med corona i går. 

Det oplyser Coronasekretariatet til KNR. 

Eleven er i Danmark nu. Der er taget tre tests på barnet. Den første var positiv, men de sidste to var negative.

Dermed er eleven altså ikke coronasmittet.

LÆS OGSÅ Fraråder på det kraftigste juleferien

Eleven rejste til Danmark i går for at blive behandlet på et sygehus. Da eleven blev testet i Danmark, inden han eller hun kom ind på sygehuset, viste testen, at barnet var smittet med corona, oplyste landslægen til KNR i morges. 

Siden er der taget to tests på barnet, og de var begge to negative.

Barnet er elev i en fjerde klasse på Kangillinnguit Skolen i Nuussuaq.