Finanslov 2017 Faktatjek: Aqqaluaq roder rundt i underskud

Aqqaluaq B. Egede skyder skylden for underskuddet på finansloven over på det tidligere Naalakkersuisut. Fakta er dog, at Egede overtog en finanslov, der reelt var i balance.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
23. november 2016 12:57
Versionist Jaaku Lyberth

I mandagens udgave af Qanorooq placerede Naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede, ansvaret for underskuddet på finansloven hos det tidligere Naalakkersuisut og nævnte specifikt Demokraterne:

 - De forpligtelser, vi har fået i forhold til at lave tillægsfinansieringer, er opstået fra dengang Demokraterne sad med finansdepartementet, lød det blandt andet fra Aqqaluaq B. Egede mandag.

I interviewet forklarer Egede, at han har overtaget et underskud på 137 millioner kroner fra det tidligere naalakkersuisut - 87 millioner kroner til servicekontrakter på passagerbefordring og 50 millioner kroner i tabte indtægter. Ifølge Egede har det nye Naalakkersuisut altså et meget begrænset ansvar for underskuddet på finansloven på 145 millioner kroner over fire år.

Der var afsat 72 millioner

Det er korrekt, at servicekontrakterne er blevet 87 millioner kroner dyrere, men Egede har i sin tid som naalakkersuisoq kun måttet finde 15 millioner kroner ekstra til servicekontrakterne.

Tidligere naalakkersuisoq for finanser ,Randi Vestergaard Evaldsen fra Demokraterne, nåede at fremsætte et finanslovsforslag til andenbehandlingen, hvor der blev afsat 72 millioner kroner til forbedring af servicekontrakterne.

I dette forslag var underskuddet på en million kroner over fire år, og dermed reelt i balance.

 

Kilde: Bilag D Ændringsforslag til andenbehandling af FFL 17.

Tillægskontrakterne endte med at blive cirka 15 millioner kroner dyrere over en fireårig periode, men det berettiger altså ikke Aqqaluaq B. Egedes konklusion om, at det nu opståede underskud på 145 millioner skulle komme derfra.

Indtægter forringes med otte millioner

Aqqaluaq B. Egede beklager sig dernæst over at have mistet 50 millioner kroner i indtægter. Virkeligheden er dog at andre indtægter stiger, så den reelle forskel kun er otte millioner kroner.

Ifølge finans- og skatteudvalgets betænkning og bilag forringes indtægterne samlet set med cirka 8 millioner kroner over fire år.

 

Foto © : KNR

 

Kilde: Bilag I, Ændringsforslag til tredjebehandling af FFL 2017.

Aqqaluaq B. Egede redegør altså reelt kun for et underskud på 24 millioner kroner og ikke 137 millioner som påstået i interviewet til Qanorooq.

Ekstraudgifter for mere end 140 millioner

De udgifter, som Egede ikke selv vil stå på mål for, men som først er kommet på finansloven, efter han overtog posten, udgør tilgengæld et stort millionbeløb.

 

Foto © : KNR

 

Kilde: Bilag I, Ændringsforslag til tredjebehandling af FFL 2017.

Her kan nævnes 47 millioner kroner til et børneafsnit på DIH, 23 millioner kroner til selvstændighedsarbejdet og ikke mindst 36 millioner kroner til en socialstyrelse samt en række mindre tiltag.

Alt i alt løber det dog op i mere end 140 millioner kroner, hvoraf nogle fremgår på ovenstående udklip fra bilagene til Inatsisartuts behandling af sagen:

 

Foto © : KNR

 

Fra Inatsisartuts talerstol fremhævede IAs egen Peter Olsen under den afsluttende debat om finansloven, at IA havde opnået forhandlingsresultater for cirka 143 millioner kroner, efter at partiet var gået ind i koalitionen.

IAs finansordfører tager altså gerne æren for de nye ufinansierede udgifter.

Aqqaluaq B. Egede har ikke ønsket at lade sig interviewe om finansloven eller kommentere sagen over for KNRs radioavis.

LÆS OGSÅ Stor opgave er blevet endnu større med ny finanslov

 

LÆS OGSÅ Ny koalition skaber underskud på 145 millioner kroner

 

LÆS OGSÅ Demokraterne: Hvordan vil I dække underskuddet?

 

LÆS OGSÅ Det koster den nye koalition