Fagorganisationer utrygge ved besparelser i Selvstyret

Medlemmerne af de faglige akademiske organisationer der arbejder i Selvstyret er utrygge ved den besparelse på 15 millioner kroner, som Naalakkersuisut vil finde i departementer og styrelser for at få finansloven for næste år til at hænge sammen.
Foto © : Camilla Dam/KNR
15. oktober 2015 18:55

Der skal spares og effektiviseres i Selvstyret. Næste år skal syv departementer levere besparelser på en procent af deres budget, eller hvad der svarer til 2 millioner kroner hver. De kommende år endnu mere.

Det skaber utryghed hos medlemmerne i tjenestemandsforeningen Atorfillit Kattuffiat, AK, fortalte formand Dina Olsen til KNR i aftes:

- Vi kan godt være bekymret for at medarbejderne bliver berørt, for eksempel ved fyringer.

Læs også Anda kan ikke udelukke fyringer

Naalakkersuisoq for finanser, Andreas Uldum har friholdt departementet for Sundhed for besparelser, og delvist også uddannelsesområdet.

Han har også lovet at sparekniven ikke vil betyde dårligere service:

- Vi mener at der her det vil kunne bæres igennem uden at man vil mærke nogle serviceforingelser, siger Andreas Uldum.

Alligevel er AK's formand Dina Olsen ikke tryg:

- Vi kan forvente at serviceniveauet falder hvis en medarbejder forsvinder, så blive de der står tilbage trætte hvis der kommer overarbejde, og så falder serviceniveauet, sagde Dina Olsen.

Læs også Naalakkersuisut har fundet millionbesparelser

Tjenestemandsorganisationen AK vil følge nøje med om Selvstyret overholder overenskomsterne for deres medlemmer, hvis de bliver ramt.

Det gælder også formand for paraplyorganisationen for 9 faglige organisationer under ASG, Akademikernes Sammenslutning i Grønland, Louise Tøt:

- Situationen er at, selvom at Anda Uldum har meldt ud at der vil være besparelser så har han jo ikke rigtig meldt andet ud lige nu, men også ud fra at selvstyret som arbejdgiver følger de her normale spilleregler med hensyn til udmeldinger omkring personalereduktion.

Læs også Finansloven for 2015 er vedtaget

- Men jeg vil tro at man vil kigge på om der er nogle stillinger som lige nu ikke er besatte, man kunne starte med at sige at de ikke bliver besatte foreløbig, og desværre kunne dette her betyde at de skal løbe endnu stærkere, siger Louise Tøt.