Anda kan ikke udelukke fyringer

Naalakkersuisut har efter massiv kritik droppet deres oprindelige afgiftspakke. Det ville efterlade et hul i finansloven, som Naalakkersuisut dog vil fylde ved blandt andet besparelser på administrationen, drift og tilskud i den offentlige sektor. Men hvor de skal spares, vil landets kassemester endnu ikke pege på
Foto © : KNR
14. oktober 2015 20:55

- Hvert departement skal bespare rundt regnet 2 millioner kroner på hvert deres område. Nu er der mange underliggende afdelinger, når vi taler drift og tilskud per departement, så jeg er fuldt ud overbevidst om, at hvert departement vil finde den mest nænsomme løsning, siger naalakkersuisoq for finanser, Andreas Uldum.

Dermed skal Selvstyret igen frem med sparekniven.

I foråret blev der nemlig iværksat årlige besparelser på 50 millioner kroner.

Læs også Naalakkersuisut har fundet millionbesparelser

Læs også Finansloven for 2015 er vedtaget

Og nu suppleres de altså af de nye besparelser, der er planlagt til at gælde fra næste år. Besparelser, som fastholdes og udvides de følgende to år.

Det må betyde, at når valgperioden er slut i 2019, vil Selvstyrets udgifter være knap 300 millioner færre end sidste år.

 

Udelukker ikke fyringer

Men den store spareplan betyder ikke nødvendigvis fyringer hos de offentlige, bedyrer Andreas Uldum. Men han kan ikke udelukke ikke muligheden.

- Jeg udelukker ikke noget, fordi det er op til departementerne, at finde ud af, hvordan de administrerer det her. Jeg lægger op til, at man skal bespare 16 millioner kroner tilsammen, og hvordan de forskellige departementer administrerer, må være op til de forskellige ressortafdelinger, siger Andreas Uldum, der før finanslovens endelige vedtagelse ikke vil udtale sig om, præcist hvor der skal spare.

Læs også Naalakkersuisut neddrosler afgiftspakken

 

Forringer ikke service

Pengene fra besparelserne skal være med til at lukke hullet på 96 millioner kroner, som den nu delvist droppede afgiftspakke efterlader. Afgiftspakken var meget upopulær, og politikerne var ikke sene til at komme med alternative forslag.

Blandt andet foreslog Demokraterne, at pengene skulle hentes fra effektiviseringer og besparelser.

Det ville Andreas Uldum ikke være med til, da han var bekymret for, at det vil gå ud over servicen overfor borgerne.

Men de bebudede besparelser er langt under smertegrænsen, mener Andreas Uldum.

- Der var en effektiviseringsforslag på 100 millioner kroner. Der er væsentlig forskel på 16 millioner kroner og 100 millioner kroner. Og vi mener det her vil kunne bæres igennem uden, at man mærker nogle serviceforringelser, siger Andreas Uldum.

 

Alle departementer skal spare en procent undtagen Uddannelsesdepartementet, der kun skal spare en halv procent.

Desuden går Sundhedsdepartementet helt fri af besparelser.