Naalakkersuisut neddrosler afgiftspakken

Der kommer nye afgifter på uforarbejdede hellefisk og energidrik. Til gengæld kan forbrugerne se frem til billigere olie i den nye afgiftspakke.
Foto © : KNR
13. oktober 2015 18:20

Der er højere rejekvoter, og hjulene kører generelt lidt hurtigere her i landet, hvilket giver flere skatteindtægter. Gode nyheder, som Naalakkersuisut har beregnet til at give ekstra indtægter på 42 millioner kroner til landskassen næste år.

De penge varmer i Selvstyrebygningen, og så kommer de helt bogstaveligt talt til at varme i mange grønlandske hjem.

De nye indtægter betyder nemlig, at Naalakkersuisut tirsdag kunne præsentere et delforlig, hvor man erstatter den oprindelige afgiftspakke, der skulle skyde 96,5 millioner kroner i kassen. Derfor skal der nu kun findes 54,5 millioner kroner.

 

Billigere brændsel

Ud ryger miljøafgiften på olie, som skulle betale 60 millioner kroner til landskassen. Med faldende verdensmarkedspriser på olie kan forbrugerne dermed se frem til at tænde oliefyret med væsentligt billigere brændsel, hvis udviklingen holder.

Den planlagte afgift på kød er også droppet. Der kommer dog stadig til at være nye afgifter på slik, fyrværkeri og snustobak. I stedet for 96,5 millioner kroner skal afgiftspakken i stedet give 18,6 millioner kroner.

Læs også IA støtter næsten delforlig

Læs også Naalakkersuisut sparer millioner i det offentlige

Herudover kommer der nye afgifter på eksport af uforarbejdet hellefisk, som skal give 20 millioner kroner i kassen.

Endeligt præsenterede naalakkersuisoq for finanser, Andreas Uldum, også en ny afgift på importerede energidrikke, og importeret kildevand. Det forslag bliver taget med på forårssamlingen og skal give 10 millioner kroner i kassen årligt.

 

Skærer bredt i administrationen

Naalakkersuisut vil også skære i administrationen. Det foregår ved at tage en procent af alle hovedkonti næste år, og to procent de kommende budgetoverslagsår.

Sundhedssektoren og kommunernes bloktilskud holdes dog fri af beskæringen, og uddannelsesområdet berøres kun halvt.