Fagforening: Lønstigninger er den eneste løsning på pædagogflugt

I november manglede Kommuneqarfik Sermersooq 40 uddannede pædagoger i daginstitutioner. Et stort problem, som kun vil fortsætte, hvis ikke man hæver lønnen, mener NPK.
I følge formand for NPK, er der behov for markante lønstigninger for pædagoger ved næste overenskomstforhandling. Foto © : Carsten Faurschou
23. maj 2023 14:18

Det store pres på landets børnehaver og vuggestuer kan kun løses, hvis man giver pædagogerne en markant lønstigning ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2024.

Sådan lyder det fra Arnaq Brønlund, som er formand for pædagogernes fagforening, Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat.

- Hvis vi kigger flere år tilbage, så har dette problem altid eksisteret. På trods af at vi har de færdiguddannede, ser problemet ud til fortsat at vokse, siger hun.

I Kommuneqarfik Sermersooq var der kun ansat 42 uddannede pædagoger i november til trods for at kommunen er normeret til 82 uddannede pædagoger.

I Nuuk skyldes problemet med de manglede pædagoger særligt, at byen vokser og dermed også personale efterspørgslen, mener Arnaq Brønlund.

- Der er blevet etableret adskillige børnehaver, hvilket har medført en endnu større pædagogmangel, siger hun.

Lønnen er løsningen

I et interview med KNR i sidste uge, erkendte fagchef for daginstitutioner i Kommuneqarfik Sermersooq, Ane Marie Lynge Møller, at der var et problem.

Et problem, som hun mente kun kunne løses, hvis man kiggede på pædagogernes løn. Og det er Arnaq Brønlund, enig i.

I den seneste overenskomstforhandling, steg lønnen med ti procent. Men det er stadig ikke nok, mener hun.

- Ti procent lyder måske meget højt for politikere og samfundet. Men pædagogernes løn er så lav, at en lønstigning på ti procent stadig vil være af meget lav værdi, siger hun.

Forhandlinger til næste år

Fagforeningen skal starte overenskomstforhandlinger til næste år. Og her ønsker Arnaq Brønlund højere løn til den almindelige stuepædegog, som er en mangelvare over hele Grønland.

- Vi har brug for en forhandling angående et bestemt beløb i løn. Vi har jo et problem vedrørende manglende pædagoger. Derfor bør vi hæve pædagogernes løn så højt som muligt, siger formanden.

Problemet med de manglende pædagoger gælder ikke kun i Kommuneqarfik Sermersooq.

Også i Qeqqata Kommunia mangler der 43 faguddannede medarbejdere til vuggestuer og børnehaver i Sisimiut.