Erfaringer fra andre lande modsiger naalakkersuisoqs påstand
KNR har tidligere på ugen fortalt, hvordan sagsbehandlere her i landet drukner i socialsager. Alligevel vil naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA), ikke sætte en grænse for antal af sager.
For ifølge Aqqaluaq B. Egede hjælper vejledende sagstal ikke på overbebyrdede sagsbehandlere og et voksende antal anbringelser.
Men det er måske ikke hele sandheden.
Færre sager - større fokus
For i Danmark har man faktisk forsøgt sig med et loft på antallet af socialsager. Nærmere bestemt i Herning Kommune.
Projektet blev så stor en succes, at kommuner fra resten af Danmark kom til fra nær og fjern for at forstå, hvordan de bar sig ad i Herning.
Et projekt, der senere blev døbt "Herning-modellen".
Det fortæller Hanne Søndergaard Pedersen, som er Tilbuds- og projektudviklingschef ved VIVE, og som stod for evalueringen af projektet:
- Det slog virkeligt igennem. Anbringelsestallet faldt jo voldsomt, og så steg de mere forebyggende indsatser. Sagsbehandlerne havde ikke nødvendigvis mindre arbejde. De havde bare færre sager, hvor de så var meget mere på, fortæller hun.
Svenske tilstande
Projektet blev lanceret tilbage i 2016. Det kom efter en erkendelse af, at antallet af anbringelser steg, mens sagsbehandlerne langsomt blev kørt ned.
Man bestemte sig for at løfte blikket fra skrivebordet og søge inspiration i resten af verden. Men faktisk skulle man ikke kigge længere end til Sverige.
Her havde man succes med at reducere antallet af sager per sagsbehandlere og samtidig sætte ind langt tidligere med forebyggende indsatser lang tid før en anbringelse blev nødvendig.
Man arbejde med en såkaldt indsatstrappe, hvilket måske ikke var ny viden for socialrådgiverne, men en ny måde at bruge den på, fortæller Hanne Søndergaard Pedersen:
- Tankegangen i Sverigesmodellen er, at man skal hjælpe barnet på det rigtige trin af indsatstrappen. Det øverste trin - anbringelsen - er ikke nødvendigvis det bedste, da man skal så tæt på en “normal” hverdag som muligt.
Mere meningsfyldt arbejde
Som sagt faldt antallet af anbringelser i forsøgsperioden, hvor VIVE analyserede arbejdet i Herning Kommune. Det var måske ikke så overraskende, da det jo netop var en del af formålet.
Men faktisk fik man også gladere socialrådgivere, som pludselig følte, at deres arbejde var meget mere meningsfyldt, fordi de havde mulighed for at følge op og følge det enkelte barn tæt:
- De var virkeligt glade for det. I den periode var der stort set ingen udskiftninger blandt sagsbehandlerne. Det var meget usædvanligt. Normalt er der et stort flow i den type afdelingerne. Så det blev helt klart opfattet som meget meningsfuldt at arbejde på den måde.
Hanne Søndergaard Pedersen understreger dog, at intet af dette kommer af sig selv. Det kræver en ændring af tankegangen - både hos medarbejderne og dem med ansvaret for dem.
Ifølge hende kan anbringelse ofte blive en automatreaktion, fordi man gerne vil gøre det så godt som muligt for de udsatte børn og unge, man møder.
Men det er netop den tankegang, man ændrede i Herning:
- Det kan jo sagtens handle om, at man tænker, at med en anbringelse har jeg gjort det, så godt jeg kan. Så har jeg givet barnet fra øverste hylde. Men den tankegang, man prøvede at implementere, var, at øverste hylde ikke nødvendigvis er den rigtige hylde, siger hun og fortsætter:
- Ens rygmarvsrefleks, når man står med et barn, som har det svært, er måske at lave en anbringelse, for så er der styr på det. Det handler om alt få drejet det mindset, så man tør gøre noget andet.
En god forretning
Et af argumenterne hos naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede, imod at indføre vejledende sagstal var, at det ville ende med at blive for dyrt.
At man skulle ansætte en masse socialrådgivere, som ville ende med at tømme kommunekasserne.
Men det er måske heller ikke tilfældet, slår Hanne Søndergaard Pedersen fast:
- Rent økonomisk var det også en god forretning, da anbringelser er ret dyre. Så selvom der var større udgifter til flere sagsbehandlere kunne det sagtens betale sig.
Sagstal er ikke svaret
Hanne Søndergaard Pedersen vil gerne understrege, at der var tale om et pilotprojekt i Herning.
Opstillede omstændigheder med de bedst mulige forudsætninger for at lykkes.
Det, hun kalder en "kravlegård".
Men projektet førte til en ændring af tankegangen. Ikke kun i Herning kommune, men i hele Danmark.
Rundt omkring på de danske socialkontorer er man nu begyndt at tænke langt mere på de såkaldt “forebyggende foranstaltninger”. Uanset hvad man så sætter som vejledende sagstal.
Det kommer nemlig ikke af sig selv:
- Jeg tror ikke, at det at reducere et sagstal i sig selv gør noget. Der skal jo ske noget andet i stedet for.
- Hvis man gerne vil have antallet af anbringelser ned, kræver det jo blandt andet, at man har en tilbudsvifte på de forebyggende foranstaltninger, som er god.
