Norsk prinsesse er i dag blevet gift

Den norske prinsesse Märtha Louise og amerikanske Durek Verrett er lørdag blevet viet. Parret har vakt stor opsigt - blandt andet på grund af Durek Verrets titel som shaman.
Durek Verrett er hyppigt kommet med flere opsigtsvækkende udtalelser. Under coronapandemien hævdede han, at han var blevet kureret for sygdommen med en medaljon. Foto © : Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
31. august 2024 15:16

I dag er den norske prinsesse Märtha Louise og amerikanske Durek Verrett blevet gift.

Bryllupsceremonien foregik i bygden Geiranger klokken 14 - en time senere en planlagt.

Bryllupsfejringen begyndte allerede torsdag med en fest i Ålesund, og i går tog gæsterne og brudeparret til bygden med båd.

Parret har flere gange vakt opsigt.

49-årige Durek Verrett har hyppigt fået opmærksomhed på grund af sin selverklærede titel som shaman og flere opsigtsvækkende udtalelser.

Blandt andet hævder han, at han er synsk og kan kurere kræft. Og i 2023 forklarede han i en video, hvordan man uddriver dæmoner fra børn.

Prinsessen har åbent fortalt, at hun har overnaturlige evner og kan komme i kontakt med engle.

Det danske kongehus deltager ikke

I 2022 ønskede prinsessen og Verrett en "tydeligere" skillelinje mellem egne aktiviteter og tilknytningen til kongehuset.

Derfor besluttede prinsessen i samråd med kong Harald, at hun ikke længere skulle udføre officielle opgaver for kongehuset.

Det danske kongehus havde i forvejen bekræftet over for det danske medie Billed-Bladet, at det ikke ville være repræsenteret til brylluppet.

Til gengæld deltager det svenske kronprinsessepar, kronprinsesse Victoria og prins Daniel. Også prins Carl Philip og prinsesse Sofia deltager i brylluppet.

Det har det svenske kongehus oplyst til mediet NTB.

/ritzau/