Intet svar: Er den nye arktiske ambassadør startet?
Er den nye arktiske ambassadør startet i dag?
Spørger man naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), lyder svaret:
- Det kan jeg ikke svare på. Det må Danmark svare på. Jeg har ikke fået noget andet at vide.
Men når KNR sender spørgsmålet videre til Udenrigsministeriet i Danmark, lyder svaret:
- Det blev i sluterklæringen fra mødet i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg i Nuuk i juni aftalt at ”fortsætte dialogen mellem naalakkersuisut og Danmarks regering om posten som arktisk ambassadør. Den dialog pågår."
Men betyder det så, at den nye arktiske ambassadør er startet?
- Det betyder, at dialogen pågår. Vi har ikke yderligere kommentarer, lyder det i et skriftligt svar fra Udenrigsministeriet.
Så om Tobias Elling Rehfeldt, som i marts blev ansat i stillingen som arktisk ambassadør, er tiltrådt i dag, er stadig et åbent spørgsmål, som ingen af de to lande vil svare på.
KNR har forsøgt at få fat i Tobias Elling Rehfeldt, men det er ikke lykkedes.
Heftigt omdiskuteret
Diskussionen om den arktiske ambassadør fik for alvor vind i sejlene, da Danmark for femte gang udpegede en dansk diplomat til posten som arktisk ambassadør.
Det blev startskuddet til en koldfront over Atlanten tilbage i marts. For ifølge naalakkersuisut blev de ikke inddraget i den proces.
- Vi havde fra naalakkersuisuts side givet vores holdninger til kende vedrørende en kommende arktisk ambassadør. Vi havde en ærlig snak med udenrigsministeren, og Lars Løkke Rasmussen har med klar tale afvist os i spørgsmålet, sagde Vivian Motzfeldt til KNR i marts.
- Hvis vores klare ønske ikke bliver hørt, vil jeg høre de andre partier, om de bakker mig op om at finde vores egen ambassasdør, sagde hun.
Men udenrigsministeren påpegede derimod over for Politiken, at han mente, at han havde haft en grundig diskussion med sin grønlandske kollega Vivian Motzfeldt. Han havde gjort en del ud af at forklare, hvordan den danske udenrigstjeneste var bygget op, sagde han.
Samtidig afviste Lars Løkke Rasmussen også overfor Politiken at reservere posten som arktisk ambassadør til en grønlænder.
- Vi har altså ikke etnicitet som kriterier for vores ansættelser i den danske udenrigstjeneste, siger Lars Løkke Rasmussen til den danske avis.
Múte B. Egede, der er formand for naalakkersuisut (IA), købte ikke den forklaring:
- Fremgangsmåden viser, hvordan Udenrigsministeriet ser på os og ikke inddrager os, selv om vi er det arktiske land i kongeriget. Billedet taler sit eget sprog, sagde han i maj til Politiken.
Det bliver anderledes fremover
Derfor blev den arktiske ambassadør og valget af en dansk diplomat også et tema på sommerens rigsmøde i Nuuk.
Og her var tonerne fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) anderledes.
For her fortalte han, at udnævnelsen af en arktisk ambassadør kommer til at foregå anderledes fremover.
Men hvad det konkret kommer til at indebære, formåede naalakkersuisut og den danske regering ikke at blive enige om på hverken rigsmødet eller Kontaktudvalgsmødet.
Men meldingen fra Múte B. Egede var fortsat uændret. Fra naalakkersuisuts synspunkt er der kun én løsning, der giver mening.
- Jeg er tilfreds, hvis den arktiske ambassadør er fra Grønland, og hvis vi skal finde en anden løsning, må vi begynde at tænke på at finde vores egen, sagde han.