Endnu et dødfald relateret til corona

14 patienter er indlagt på sygehusene med eller på grund af corona.
To børn er stadig indlagt på intensiv. De har alvorlige senfølgesymptomer efter corona. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
Skrevet af Christine Hyldal
27. januar 2022 11:40

Siden i tirsdags er endnu en person død relateret til corona.

Den afdøde var en ældre person, der i forvejen var syg. Smitten med covid-19 har dog formodentlig været en medvirkende dødsårsag, oplyser Landslægeembedet.

Dermed er der nu fem dødsfald i Grønland, der er relateret til corona.

Restriktioner i Grønland - helt kort
 

I hele landet skal du vise coronapas på offentlige steder.

 

Det er restauranter, barer, værtshuse, museer, biografer og så videre.  

 

Du skal have mundbind på, når du: 

 

- Er i lokaler med offentlig adgang (butikker, kirker, biblioteker, restauranter og så videre).

 

- Kører i bus og taxa.

 

Restauranter, barer og værtshuse må kun lukke halvdelen af det antal gæster ind, som lokalet er godkendt til
 

Frem til 1. februar lukker alle steder, hvor der serveres alkohol, klokken 22. 

 

Salg af alkohol er midlertidigt lukket frem til 1. eller 9. februar i fire ud af landets fem kommuner.

 

Hvis du er over 15 år og uvaccineret, har du ikke adgang til biblioteker, biografer, værtshuse, restauranter og andre steder med offentlig adgang.

 

Det gælder ikke butikker og offentlig transport. Du skal kunen vise et bevis for at være immun for at få adgang. 


Fra 26. januar skal du ikke længere vise en negativ test ved checkin i Kastrup. Testkravet ved indrejse fra Danmark bliver dermed droppet.

14 er indlagt på sygehuset i går klokken 16. Der er to nye patienter indlagt med covid-19 i Sisimiut, syv er indlagt i Nuuk, to i Aasiaat, to i Qaqortoq og en i Uummannaq.

To børn er stadig indlagt på intensiv

Fem patienter er indlagt med corona som den primære diagnose. To af dem er indlagt på intensiv afdeling.

Af de 14 indlagte patienter er ni af dem positive – men corona har ikke nogen væsentlig betydning for deres indlæggelse, meddeler Landslægeembedet.

Og så er der to børn, som stadig er indlagt på intensiv. De har alvorlige senfølgesymptomer efter corona.

LÆS OGSÅ 214 nye smittede – og to børn er indlagt

- Det er meget sjældent med to børn, der har en sygelig påvirkning af organerne efter covid-smitte. Det er meget sjældent, sagde landslæge Henrik L. Hansen i tirsdags.

- Det er de uvaccinerede, der bliver alvorligt syge. Hvad angår børnene, så har tilbuddet om vaccination ikke været der så længe, at de har nået at blive færdigvaccineret.

Ikke overblik over smittetal

Der reelt heller ikke et præcist overblik over hvor mange, der er smittede, fordi teststrategien blev ændret for to uger siden. Ifølge Naalakkersuisut fordi landet er i den såkaldte "fase 3, hvor der er udbredt og vedvarende smittespredning med stignde pres på sundhedsvæsenet."

Siden har kun dem, der bliver alvorlige syge, fået adgang til en PCR-test. Alle andre skal blive hjemme, tage en kviktest og raskmelde sig selv.

LÆS OGSÅ Borgmestre om alkoholforbud: Vi er i fase tre, og fase fire er dér, alting kollapser

De tal, som Landslægeembedet offentliggør på sin hjemmeside hver dag, er udelukkende fundet på PCR-test af de få, der kan få sådan en. Derfor er der et angiveligt ganske højt mørketal af smittede, der enten ikke ved, at de er smittede, eller som finder to streger på kviktesten hjemme på køkkenbordet.

Da smittetallet ramte det hidtil højeste i landet i starten af januar var der 2.718 registreret smittede over næsten hele landet.