Endelig: Anstaltsbetjente bliver forgyldt til jul

Betjente i anstalterne kan nu se frem til en mærkbar julegave i deres december-løn. Det oplyser betjentenes fagforbund, Fængelsforbundet i Danmark.
I flere år har anstaltsbetjente i Grønland fået markant mindre i løn end deres kolleger i Danmark. Det retter en ny aftale op på. Foto © : KNR
29. oktober 2020 10:24

Endelig! 

Sådan siger forbundssekretær i Fængselsforbundet i Danmark, René Larsen, der repræsenterer de grønlandske anstaltsbetjente.

For efter måneders venten får betjente i Grønlands anstalter nu endelig udbetalt den lønstigning, som blev aftalt tilbage under sidste års finanslovsforhandlinger i Folketinget.

- Nu får de en anstændig løn og også en løn, de kan leve af, siger René Larsen til KNR.

I kroner og ører betyder det, at en prøveansat betjent i Kriminalforsorgen herhjemme vil få en lønstigning på cirka 46.800 kroner om året før skat.

En fastansat anstaltbetjent kommer til at få et sted mellem 70.000 og 85.000 kroner mere i løn om året før skat - afhængig af anciennitet.

Sammenligning af lønniveauer - indtil 1. januar 2020:


- En anstaltsbetjent i Grønland med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 19.365 kroner om måneden inklusive faste tillæg.


- En fængselsbetjent i Danmark med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 24.769 kroner om måneden inklusive faste tillæg. Forskellen er på 5400 kroner.


- De ansatte i Grønland har en arbejdstid på 40 timer om ugen, mens fængselspersonalet i Danmark har en arbejdstid på 37 timer om ugen.


- Den nye aftale gælder fra 1. januar 2020 og betyder, at anstaltsbetjente i Grønland skal lønnes ud fra samme niveau som fængselsbetjente i hovedstadsområdet i Danmark.


Kilde: Kriminalforsorgen

Julen bliver sød for betjentene

Ifølge René Larsen kommer pengene til at rulle ind senest med lønnen for december.

Og da aftalen er indgået, så den gælder fra 1. januar 2020 - altså for nu ti måneder siden - kan anstaltsbetjentene se frem til en større julegave på lønkontoen.

 

LÆS OGSÅ Anstaltsbetjente venter på mere i løn trods aftale

Når udbetalingen bliver i december og ikke allerede i oktober- eller november-lønnen, skyldes det, at der skal udregnes en konkret lønstigning til hver enkelt anstaltsbetjent. 

- Der er en del taste-arbejde, da man er nødt til at håndholde hver enkelt ansat, fordi der er forskellige ansættelsestidspunkter. Men det skulle meget gerne være inden jul, siger René Larsen.

Hele ventetiden værd

Vejen til mere i lønposen har dog været lang for anstaltsbetjentene. 

Efter flere års politisk pres fra grønlandske politikere, særligt i Folketinget, kom pengene til øget løn til betjente i Kriminalforsorgen i Grønland ind i den danske finanslov for 2020.

Men derefter skulle Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet først forhandle en aftale om fordelingen. Den faldt på plads i maj i år.

Derefter skulle aftalen godkendes hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Skatteministeriet i Danmark. Først i oktober i år meddelte styrelsen, at pengene nu var på vej til udbetaling.