Ekspert: Sådan kan Siumut vælte Kielsen
Det kræver mere end bare en voldsom kritik i en pressemeddelelse, hvis Siumut skal have ny formand.
Det siger Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt ved samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik.
- I første omgang er det et ret voldsomt signal, som en del af Inatsisartutgruppen sender, siger han.
LÆS OGSÅ Flertal i Siumuts Inatsisartutgruppe kræver Kim Kielsens afgang
Der er nemlig udbrudt en åben konflikt i Siumut, efter at seks medlemmer af Inatsisartut og naalakkersuisoq Erik Jensen i et brev mandag aften erklærede, at de vil have Kim Kielsen afsat som formand for Siumut.
I første omgang er det et ret voldsomt signal, som en del af Inatsisartutgruppen sender
En ny formand skal findes ved en ekstraordinær generalforsamling i Siumut og et kampvalg mod Kim Kielsen, eller ved at formanden vælger at trække sig, fordi han ikke har opbakning mere:
- Der er ikke noget krav om, at Kim Kielsen skal træde tilbage, men han kan vælge at gøre det. Men det, det kræver er, at man går igennem en mere formel procedure ligesom Vittus Qujaukitsoq gjorde for to år siden, hvor man stillede en modkandidat til Kim Kielsen for at vælte ham, siger Rasmus Leander Nielsen.
Siumuts partisoldater skal vælge ny formand
Hvis ikke Kim Kielsen trækker sig, og partiet vil opstille en anden kandidat til formandsposten, skal de indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor de fremmødte partimedlemmer skal afgøre, hvem der skal sidde på formandsposten.
LÆS OGSÅ Kim Kielsen: Jeg forstår ikke finansudvalgets kritik
Den næste ordinære generalforsamling er planlagt til næste år.
Hvis det sker, kan Kim Kielsen juridisk set fortsætte som formand for Naalakkersuisut, men det vil være meget usædvanligt.
Mistillidsvotum kan vælte formanden for Naalakkersuisut
En anden mulighed er, at de utilfredse medlemmer i Siumuts inatsisartutsgruppe går sammen med de andre partier i Inatsisartut og trækker tæppet væk under Kielsen som formand for Naalakkersuisut.
Det kan de gøre ved at stille et mistillidsvotum til Kielsen, når efterårssamlingen begynder. Hvis de gør det, har Kielsen som formand for Naalakkersuisut ret til at udskrive valg.
Rasmus Leander påpeger, at det lige nu også er interessant at se, hvem der har skrevet under på kritikken af partiets formand. Underskrivere er Anders Olsen, Nikkulaat Jeremiassen, Henrik Fleischer, Erik Jensen, Laura Táunâjik, Jens Danielsen og Hermann Berthelsen.
- Typiske Kielsen-støtter som Doris Jakobsen og Vivian Motzfeldt er ikke på listen af underskrivere. Og så er der nogle højt profilerede, og nogen, hvor man hører rygter om, at de på sigt godt kunne tænke sig at være leder af partiet, siger han.
- Det er ret interessant, at der alligevel er så stor en procentdel af inatsisartutgruppen, og at der er så prominente navne, som for eksempel Erik Jensen, der har skrevet under, siger Rasmus Leander Nielsen.
Sidste efterår gik Erik Jensen i mod Kim Kielsen i den vigtige sag om dansk medfinansiering af lufthavnene. Derngang understregede Erik Jensen, at han på trods af uenigheden fortsat bakkede op om Kielsen som formand. Det gør Erik Jensen altså ikke mere.