SAR-operation: Eftersøgningen efter tre mænd fortsætter

Eftersøgningen af tre mænd, der ikke er set siden lørdag, fortsætter i dag.
Arktisk Kommando og Grønlands Politi leder fortsat efter tre mænd, der er forsvundet i en hvid Poca Jolle. Foto © : Arkivfoto fra Arktisk Kommando
07. november 2023 08:59

Myndighederne indstillede i går ved mørkets frembrud eftersøgningen af tre mænd, der er forsvundet i en hvid Poca jolle mellem Qeqertaq og Ilulissat.

Men eftersøgningen fortsætter i dag omkring klokken ni, skriver Arktisk Kommando på deres Facebookside.

'De er desværre ikke fundet endnu, men eftersøgningen er stadig i gang', skriver de blandt andet.

Ikke set siden lørdag

Mændene forlod lørdag Qeqertaq i en hvid Poca Jolle. De skulle være ankommet til Ilulissat i går, men klokken 13.10 meddelte politiet til Arktisk Kommando, at de tre mænd ikke var dukket op, og redningsaktionen blev sat i gang i et samarbejde mellem Arktisk Kommando og Grønlands Politi.

Arktisk Kommando har også sat ekspeditionsskibet Lauge Koch ind for at bistå i eftersøgningen. Skibet fungerer som koordinator mellem alle enheder, der er en del af eftersøgningen.

- Alt, hvad vi har, er sat i værk i den her eftersøgning, sagde presseansvarlig ved Arktisk Kommando Camilla Schouw Broholm til KNR i går.

Udover ekspeditionsskibet fra Arktisk Kommando er Air Greenlands redningshelikopter og Flyvevåbenets Challengerfly også sat ind for at lede efter de tre mænd.

Myndighederne håber fortsat på, at lokalbefolkningen vil hjælpe til med at kigge efter de savnede. Hvis du sidder inde med noget, der kan hjælpe i eftersøgningen, skal du kontakte Grønlands Politi på 701448.