SAR-operation: Tre mænd er savnet ved Ilulissat

Myndighederne leder lige nu efter tre mænd i en hvid Poca jolle.
Myndighederne har iværksat en SAR-operation, fordi tre mænd er savnet ved Ilulissat.
06. november 2023 15:35

Tre mænd skulle være ankommet til Ilulissat her til eftermiddag, men de er ikke dukket op. Derfor leder myndighederne nu efter dem.

Det skriver Arktisk Kommando på deres Facebookside.

De modtog meldingen fra Grønlands Politi 13.10. 

Mændene forlod lørdag Qeqertaq i en hvid Poca jolle og satte kurs mod Ilulissat. Fordi mændene ikke er dukket op, har Arktisk Kommando iværksat en overflyvning med Air Greenlands redningshelikopter, og politiet er i området med en båd.

Challenger flyet er også ankommet til området for at hjælpe med eftersøgningen. 

- Alt, hvad vi har, er sat i værk i den her eftersøgning, siger presseansvarlig ved Arktisk Kommando Camilla Schouw Broholm til KNR. 

Hvis du sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe myndighederne, skal du kontakte Grønlands Politi på telefon 701448. Derudover beder myndighederne de lokale om at holde øje med de savnede og deres båd.

Aasiaat Radio har udsendt en melding til både i området, så de kan hjælpe med at holde udkig.