Dumpen i Tasiilaq selvantændte

Gasser, overtryk og varme i affaldet fik skraldet til at sætte ild til sig selv.
Hverken mennesker eller dyr er kommet til skade i forbindelse med ildebranden søndag. Foto © : Grønlands Politi
Skrevet af Anders Rytoft
07. august 2023 11:49

Dumpen i Tasiilaq selvantændte. 

Det oplyser Steen Skovlind, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Tasiilaq. 

Han forklarer, at der er opstået gasser, overtryk og varme mellem de store mængder affald, som er dækket med lag af sand. 

Der er gået ild i nogle lag, som søndag har ulmet fra klokken 15 til klokken 21, hvor brandvæsenet konstaterer, at branden er slukket, siger politikomissæren. 

Ingen tilskadekomne 

Han tilføjer: 

- Gravkøer har gravet i dumpen og pøset vand på, indtil det lykkedes at slukke den. 

I dag ligner dumpen - ifølge Steen Skvlind - en stor parkeringsplads.

Politikomissæren oplyser, at hverken mennesker eller dyr er kommet til skade i forbindelse med ildebranden. 

Det er tredje gang siden fredag, at der er anmeldelse om brand.

Fredag aften startede en naturbrand ved Qaqortoq, der blev slukket lørdag aften.

Samtidig opstod en brand i et hus i Aappilattoq ved Upernavik lørdag aften. I forbindelse med husbranden er en mand blevet bragt til sygehuset i Upernavik.