Dr. Phil er vært på ny dokumentar om oliejagt i Grønland
Den kendte amerikanske TV-vært Dr. Phil rejser i juli til Grønland for at være vært på en ny dokumentarserie om olieefterforskning i Østgrønland.
Det skriver det amerikanske medie NewsNation.
Dokumentaren ‘Arctic Wildcatters’ vil i seks afsnit skildre det amerikanskejet olieselskab Greenland Energys jagt på olie i Jameson Land.
Det sker i samarbejde med Dr. Phils selskab Envoy Media, fremgår det af en pressemeddelelse fra Greenland Energy.
Dr. Phil - hvis navn er Phil McGraw - fortæller begejstret om projektet i et interview til NewsNation.
- Hvis dette udvikler sig, som de forventer, og jeg synes virkelig, de er inde på noget her, så vil det forandre Grønland og livet for menneskerne der for altid, siger han.
'Stor gevinst'
Greenland Energy har tidligere udmeldt, at de forventer at finde 13 milliarder tønder olie.
Det er ifølge Geus Grønland det mindst sandsynlige scenarie, at der findes så meget olie. De vurderer, at der mest sandsynligt er 350 millioner tønder olie. Tallet er behæftet med usikkerhed.
Hvis selskabet finder alt den olie, de forventer, vil det ifølge Phil McGraw også have stor betydning for verden.
- Det vil blive en stor gevinst for disse mennesker og naturligvis også for Grønland. Men en stor del af denne olie vil gå til Europa, og det vil mindske den indflydelse, som folk, der kontrollerer eksempelvis Hormuzstrædet, har. Det vil lette presset på både det europæiske marked og det amerikanske marked, siger han til NewsNation.
Borgermøde i Ittoqqortoormiit
Phil McGraw forklarer over for NewsNation, at dokumentaren tog sin begyndelse efter et møde med den administrerende direktør og bestyrelsesformand for Greenland Energy.
I sidste uge holdt den amerikanske direktør for Greenland Energy, Robert Price, sammen med hans geolog og driftsdirektør, Olga Solovieva, borgermøde i Ittoqqortoormiit.
Her luftede flere af borgernes deres bekymring.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer Múte B. Egede (IA) fortæller over for KNR, at naalakkersuisut selv arbejder på at afholde borgermøde i Ittoqqortoormiit om olieprojektet.
Samtidig tager han afstand fra nogle af udmeldingerne fra Greenland Energy.
- Selskabets udmeldinger til offentligheden må jeg igen sige ikke altid afspejler de faktiske forhold, sagde Múte B. Egede.
Ifølge pressemeddelelsen fra Greenland Energy forventes den nye serie at få premiere i sensommeren 2026.
Dr. Phil er kendt fra det populære amerikanske tv-show af samme navn. ‘Dr. Phil’ blev lanceret i 2002 og har kørt over skærmen i 21 år.
Han er offentlig kendt tilhænger af den amerikanske præsident Donald Trump.