Naalakkersuisoq kommenterer på borgermøde i Ittoqqortoormiit om olie

Múte B. Egede (IA) fortæller, at han forstår borgernes bekymringer om olie i Jameson Land Basin. Naalakkersuisut arbejder på selv at holde borgermøde.
Foto © : KNR
15. juni 2026 14:11

På baggrund af borgermødet i Ittoqqortoormiit i onsdags med det amerikanskejede olieselskab Greenland Energy har KNR talt med Múte B. Egede (IA), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstof.

Flere lokale har rejst kritik af, at selvstyret ikke var til stede på borgermødet, og at de efter mødet er usikre på, hvad de skal tro på.

Múte B. Egede slår derfor fast, at de korrekte oplysninger er dem, som departementet offentliggør.

- Naalakkersuisut ønsker naturligvis at informere borgerne direkte. Vi vil derfor arbejde på at få dette gennemført i den kommende tid.

- Departementet var ikke bekendt med gårsdagens møde, som blev arrangeret af selskabet. Derfor vil vi arbejde videre med, hvordan vi fremover kan følge sagen tættere og selv afholde borgermøder, hvor borgerne får information direkte fra os.

- Selskabets udmeldinger til offentligheden må jeg igen sige ikke altid afspejler de faktiske forhold.

Mangler info fra selvstyret

Både jagtbetjent Erling Madsen samt Ken Madsen fra Ittoqqortoormiit har fortalt om, at de mangler information fra selvstyret.

Efter borgermødet har lokalrådsformand Hans Brønlund fortalt, at han ikke længere støtter projektet, da han oplever, at selskabet manipulerer borgerne.

Múte B. Egede, hvad siger du til kritikken af, at borgerne føler sig ladt i stikken af selvstyret og først hører om projektet fra selskabet og ikke naalakkersuisut?

- Jeg kan godt forstå, at borgerne på baggrund af den nuværende situation har behov for mere information. 

- Samtidig har vi naturligvis fulgt udviklingen nøje siden 2015 og 2018, hvor de oprindelige tilladelser blev givet, og siden de er blevet overført til den nuværende licenshaver. Vi følger også nøje, hvordan projektet udvikler sig fremadrettet.

- Samtidig kan vi se, at selskabet gennem sine offentlige udmeldinger i medierne har skabt meget store forventninger, som ikke altid bygger på de faktiske forhold.

Hvad siger du til, at borgerne oplever modstridende budskaber?

- På baggrund af selskabets tidligere udmeldinger har departementet gjort det klart over for selskabet, at det er et krav, at informationer til borgere, samfundet og omverdenen skal bygge på de faktiske forhold.

- Det må forventes, at selskabet lever op til dette. Hvis de nu er begyndt at informere mere faktuelt, er det naturligvis positivt, og faktuelle oplysninger skal også gives videre til borgerne.

Olieforbuddet

Múte B. Egede understreger, at naalakkersuisut stadig står fast om den politiske linje angående olieforbuddet, som blev besluttet i 2021.

- Men de tilladelser, der er tale om her, blev udstedt i 2015 og 2018 under den daværende lovgivning vedtaget af Inatsisartut. På baggrund af disse tilladelser har selskabet fortsat rettigheder til at gennemføre efterforskningsaktiviteter.

Kan sagen ende som Kuannersuit-sagen med retssager? (Hvor selvstyret blev stævnet af mineselskabet Energy Transition Minerals. Red.)

- Jeg kan ikke forudsige, hvad der vil ske i fremtiden.

- Hvis projektet på et tidspunkt bevæger sig mod egentlig udvinding, vil alle miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser skulle vurderes gennem VVM- og VSB-processer. Disse vil blive sendt i offentlig høring, og resultaterne vil danne grundlag for naalakkersuisuts senere beslutninger.

- På nuværende tidspunkt kan man ikke sige noget klart om fremtiden, om hvad der vil ske hvornår, eller om hvor projektet bevæger sig hen til, da selskabet stadig befinder sig i efterforskningsfasen.

Hvad er dit budskab til bekymrede borgere i Ittoqqortoormiit?

- Jeg kan godt forstå, hvis folk er bekymrede eller ønsker mere information om, hvad der foregår.

- Men på baggrund af den nuværende situation må borgerne forvente, at vi i den kommende tid vil informere dem mere løbende om udviklingen.

Forbindelser til Donald Trump

Som KNR tidligere har beskrevet, så har Donald Trumps særlige udsending Jeff Landry været på Fox News, hvor han har gentaget mange af de samme budskaber som Robert Price, direktøren fra Greenland Energy.

Danwatch har beskrevet, hvordan den amerikanske mangemilliarder, Kenneth Griffin, har købt 9,3 procent af Greenland Energy Company.

Han har tidligere udtalt, at Donald Trumps planer om at overtage Grønland ’fortjener seriøse overvejelser’, samt at hans investering i selskabet er alt andet end et traditionelt projekt.

KNR har spurgt Múte B. Egede, hvordan forbindelserne til den amerikanske præsident påvirker hans vurdering af projektets troværdighed.

- Som jeg allerede har sagt, skal vi som naalakkersuisut administrere de love og regler, som Inatsisartut har vedtaget, siger Múte B. Egede og fortsætter:

- Jeg kan ikke lade mine personlige holdninger være afgørende. Arbejdet skal udføres på grundlag af den gældende lovgivning.

Bekymrer forbindelserne til Donald Trump dig?

- Jeg kan godt forstå, hvis borgere er bekymrede.

- Men naalakkersuisut er forpligtet til at handle inden for lovgivningens rammer. Vi kan ikke begrænse aktiviteter ud over det, loven giver mulighed for.

- Men vi har forståelse for bekymringerne, hvis de findes blandt borgerne.

Hvordan håndterer man risikoen for mis- og desinformation fra internationale aktører?

- Jeg, som medlem af naalakkersuisut, vil ikke spekulere ud fra udtalelser fra Jeff Landry eller andre amerikanere. Naalakkersuisut vil tage stilling, hvis der indkommer konkrete ansøgninger.

- Samtidig har vi gjort det klart over for selskabet, at deres offentlige information skal drejes over til at afspejle de faktiske forhold. Det krav fastholder naalakkersuisut.

- Hvis man ønsker at operere i Grønland, skal man respektere landets love og dets borgere. Budskaber udadtil om, at man vil tjene mange penge skal ikke være det centrale. Man skal respektere lovgivningen og befolkningen i det land, man ønsker at arbejde i.

Hvordan balancerer man mellem at tiltrække investorer og samtidig være realistisk om de grønlandske forhold?

- Naalakkersuisut er interesseret i nye erhvervsmuligheder og større investeringer, fordi de kan bidrage til økonomisk udvikling og velfærd. Derfor er udenlandske selskaber velkomne.

- Men der følger også krav med: Grønland er et samfund baseret på lovgivning, og disse regler skal overholdes. Samtidig bor der mennesker her, som skal respekteres og inddrages.

- For naalakkersuisut er disse hensyn de vigtigste.