Portræt: Dorthe håber, at flere grønlændere vil rejse ud – og komme hjem igen
Som ung teenager drømte Dorthe Hegelund Kjeldsen om at komme til Påskeøen.
Hun havde læst bogen Aku-Aku - Påskeøens hemmelighed af den norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl.
Eventyrerens beskrivelser af øens store og mystiske moai-statuer, der blev udhugget af øens oprindelige befolkning for mere end 500 år siden, tryllebandt Dorthe.
- Hvordan har de kunne få dem rejst op? De er så tunge, og det var jo før maskinerne, tænkte hun dengang.
Da hun mange år senere i 2019 stævnede ud på en jordomsejling med sin mand, Jens Erik Kjeldsen, der blandt andet skulle tage dem og deres sejlbåd gennem Nordvestpassagen, rumsterede Påskeøen også i Dorthes hoved.
Måske deres rejse ville tage dem forbi de fantastiske stenstatuer på den afsidesliggende ø i Stillehavet?
- Vi har mødt mange sejlere, hvor deres store drøm har været at komme til Påskeøen. Men Påskeøen er jo en ø, som er – næsten ufremkommelig, siger hun.
Efter halvandet års sejlads kunne Dorthe godt se, at det ikke ville blive muligt at nå Påskeøen på deres rejse.
- Men drømmen var der stadig.
Mens Dorthe fortæller, sidder hun i sit køkken i Nuuk og bladrer i et katalog om Påskeøens traditionelle musik og kultur. På bordet ligger Heyerdahls bog. Slidt og en anelse mør.
Det er mysterier, som stenkæmperne på Påskeøen, og en generel kærlighed til at sejle og møde nye mennesker, der gang på gang har drevet Dorthe langt, langt væk fra sit hjem.
Til stor inspiration for andre. I 2020 blev Dorthe Hegelund Kjeldsen kåret som ’ Arnatsialak - Årets kvinde’ af kvindemagasinet Arnanut og blev i den forbindelse kaldt for ’helt’ af magasinets redaktør.
Men selvom hun i sit 73 år lange liv har fulgt driften efter at rejse ud for at se verden, er Dorthe altid vendt hjem til Grønland igen.
Noget, der langt fra er tilfældet for alle, hun kender.
- Jeg synes, det er så ærgerligt, at der er så mange velfungerende grønlændere, der rejser fra Grønland, siger hun.
Sidste gang hun hørte en sige, at vedkommende flyttede til Danmark, tog hun sig selv i at svare lidt nedladende:
- ’Også dig?’, gengiver Dorthe.
- Jeg blev lidt overrasket over min reaktion. Men det var ærgerligt og ’øv’, siger hun.
De sidste fem-seks år er mellem 900 og 1400 grønlandskfødte udvandret årligt fra Grønland.
Dorthe håber, at udviklingen vender. Hun drømmer om, at hendes børn og børnebørn kan vokse op i et godt samfund.
- Vi skal på en eller anden måde vise, at det er et godt liv, vi har her i Grønland. Det skal vi være bedre til at vise – og ikke kun se de dårlige ting og flygte fra det, siger hun.
Sømandsblod i årerne
Sejlads og sejlergenet har altid ligget i blodet hos Dorthe.
Hun blev født en juli-morgen i Paamiut i 1952. Hendes mor var hjemmegående, og hendes far var sømand.
- Eller fartøjsfører, som det hed dengang i 50’erne, forklarer Dorthe.
Hendes far sejlede rundt med KGH-bådene, og Dorthe så meget op til ham. Alligevel faldt det hende ikke ind dengang at drømme om selv at blive søfarer som ham.
- Dengang var samfundet meget kønsopdelt. Mænd lavede mandejobs, og kvinder kvindejobs. Havde jeg været en mand, så tror jeg, jeg ville være blevet sømand. Det er helt sikkert, siger hun.
Karrieredrømme eller ej, så var sejlads en naturlig del af hverdagen for Dorthe og hendes seks søskende. Familien havde en lille båd på 16 fod. Med den sejlede de ud på jagt, fisketure og teltture. Hver sommer brugte de syd for Paamiut i bygden Ilivilaarsuk, hvor hendes mor var fra.
- Ilivilaarsuk var mit paradis som barn. Der var ingen butikker. Der var et fiskehus, hvor man kunne indhandle torsk hver dag. Vi var mange børn, der legede, fortæller hun.
Dorthes opvækst i Paamiut var tryg. Bedsteforældrene, kusiner, fætre, mor, far og søskende – alle var tæt på.
I 1962, da Dorthe gik i tredje klasse, blev det besluttet, at hun skulle sendes til Danmark hen over en sommer for at lære dansk. Dorthe var kvik og lærerne syntes, det var en god idé. Dorthes forældre sagde god for det.
Det blev til flere ophold i Danmark – både som barn, men også senere. Selv var Dorthe rigtig glad for det.
- Det var jeg virkelig. Skolegangen gik godt, jeg fik gode veninder, og under et af opholdene lærte jeg at køre traktor, husker hun.
I 1970, kun en måned efter han fyldte 40 år, døde Dorthes far af kræft.
- Vi var syv søskende, og jeg var jo den ældste. Dengang skulle man stadigvæk, uden at det blev sagt, være med til at forsørge sin mor og sine søskende. Men jeg ville noget andet, siger hun.
Den dengang 18-årige Dorthe ville på højskole i Danmark, og det kom hun.
Fem år senere begyndte hun på højskole i Slagelse.
Det var så her, at idéerne om at rejse længere væk end sejlturene til Ilivilaarsuk og rejserne til Danmark begyndte at spire. Hun husker, at nogle af de andre elever på højskolen fortalte om juleferier i Portugal.
- Det lød godt, men – jeg var jo studerende, og det havde jeg ikke råd til, så det var noget andre gjorde. Det var ikke noget, jeg selv gjorde, fortæller hun.
Dorthe, Jens og de store oceaner
Udrejselængslen blev for alvor mulig, efter Dorthe mødte sin mand, Jens.
Som en del af sin uddannelse i lingvistik var hun i 1977 på en studietur, der tog hende til sommerstævnet Aasivik i den nedlagte kulmineby Qullissat.
- Jeg havde aldrig været længere nord på end Kangerlussuaq, og det var flot vejr, og det var fantastisk. Der var sol døgnet rundt. Og der mødte jeg Jens første gang, fortæller hun.
Kort tid efter blev de kærester, og året efter blev de gift på rådhuset i Danmark, hvorefter de flyttede sammen til Aasiaat, hvor Dorthe havde fået job som folkeskolelærer.
I 1979 skulle de kirkevies i Paamiut. Med et lille kompas i hånden sejlede parret fra Aasiaat i en gammel 21-fods fiskerkutter i træ, de selv havde gjort i stand, og kom en uge for sent til deres eget bryllup.
- Men det blev ordnet, siger hun.
I starten af 90’erne ønskede hun og Jens sig en større båd. Sammen med nogle venner købte og istandsatte de en gammel lægebåd ved navn Sila.
Det var i den, at de i 1996 med deres to børn sejlede til Caribien – deres første lange tur uden for Grønland.
Den første af mange.
En af de nok mest omtalte rejser, som Dorthe har været på med sin mand, var deres verdensomsejling fra 2017 til 2019.
Med deres sejlbåd Kigdlua havde de planlagt at sejle jorden rundt i to-tre år. Det hele blev dokumenteret i DR-programmet ’Peitersen og de store oceaner’’.
Den helt store kraftanstrengelse på rejsen var at krydse Nordvestpassagen – en strækning fra det vestlige Grønland, nord om Canada og helt til Beringstrædet mellem Alaska og Sibirien. Noget som ingen kvinde fra Grønland havde gjort før i egen sejlbåd.
- Man kom til at tænke på alle de mennesker, og hvad det har kostet af menneskeliv dengang i 1700-tallet. Alle de ekspeditioner, der har været, siger Dorthe.
Færden gennem passagen forløb da heller ikke uden udfordringer og farer for Dorthe og Jens.
På et af de mest kritiske tidspunkter, hvor Kigdlua sad fast i tætpakket is uden for Baffin Island, knækkede styrepinden.
- Heldigvis havde Jens lavet en ny, som han bare kunne sætte på, hvis den anden gik i stykker. Der er Jens så god, fortæller Dorthe.
Mens Jens fiksede styrepinden, drev han og Dorthe afsted med strømmen omringet af is. Dorthe havde ikke lukket et øje i over et døgn. Hun var træt. På et tidspunkt satte Dorthe sig op foran på båden og så ud på alt det hvide foran hende.
- Og så bad jeg til min far, fortæller hun.
Hendes stemmer knækker.
- Jeg havde ikke andet at gøre. Jeg følte, at den nærmeste, der kunne hjælpe mig, var min far, siger hun.
Dorthe, Jens og sejlbåden kom til sidst fri af den værste is og kunne sejle videre mod Alaska og ud på den anden side af Nordvestpassagen.
- Det var en befrielse, husker Dorthe.
Påskeøens hemmeligheder
At sejle gennem Nordvestpassagen i egen sejlbåd som den første grønlandske kvinde nogensinde var en enorm bedrift for Dorthe.
Men – mysteriet om Påskeøen og stenstatuerne rumsterede stadig i Dorthe.
Så da Jens i 2022 satte sejlene og drog ud på endnu en jordomsejling med Påskeøen som mål, skulle Dorthe selvfølgelig med.
Men helbredet var ikke længere, som det havde været. Året før var Dorthe blevet opereret for en blodprop i hjertet. Hun blev nødt til at passe på sig selv.
Derfor fløj Dorthe i stedet sin mand i møde, og hoppede med på den sidste del af turen, så de kunne ankomme til Påskeøen i sejlbåden sammen.
- Vi vidste, at vi skulle være heldige med vejret, og vi havde dårligt vejr på vej dertil, fortæller hun.
Der var kæmpe dønninger, husker Dorthe.
Vejret blev dog gradvist bedre, jo tætter de kom på endemålet. Til sidst kastede de anker på den nordlige side af øen – dér, hvor Thor Heyerdahl lå til under sin ekspedition i 1956.
Dorthe finder et kort over Påskeøen frem og peger på en strand ved navn Anakena.
- Og der lå vi i læ i ti dage, fortæller hun.
På land stod de kolossale moai-statuer, hugget i vulkansten, som Dorthe havde tænkt så meget på i sine teenageår.
- Se! Alle dem har jeg set, siger hun, mens hun bladrer i sin gamle, slidte bog og peger på billederne af statuerne.
I løbet af de dage de lå til med deres sejlbåd, fik Dorthe set alle de steder på øen, hun havde sat sig for at se.
- Det var uvirkeligt, siger hun.
At rejse ud og komme hjem igen
At rejse ud og møde andre lande, mennesker og kulturer har lært Dorthe en masse om sig selv og om verden. Selvom sejlturene har taget hende mange tusinde kilometer væk fra Grønland, har hun ofte følt sig særligt knyttet til de mennesker, hun har mødt undervejs.
Hun fremhæver lande som Caribien, Fransk Polynesien og Canada.
- Der et eller andet tilhørsforhold mellem os, der gør, at det er nemt og ukompliceret at være sammen, siger hun.
Udover at føle sig mere forbundet med omverdenen, har rejserne også fået hende til at se sit hjemland i et andet lys.
- Vi er få grønlændere i verden. Og når man siger, man er fra Grønland, bliver mange overraskede – for de troede ikke, der boede folk i Grønland. At det bare var en stor ismasse, fortæller Dorthe.
- Og selvom de måske allerede har givet hånd, giver de nogle gange hånd en ekstra gang, fordi man er den første grønlænder, de har mødt.
Sådan noget gør Dorthe stolt over at være grønlænder og giver hende lyst til at værne om Grønland. Noget, hun drømmer om, kan smitte af på andre.
- Os grønlændere skal være bedre til at fortælle om vores eget land og være med til at værne om vores eget land, siger hun.
Her sætter hun især stor lid til den yngre generation, som hun håber kan være med til at bygge et bedre samfund op, hvor folk har lyst til at blive og bo i stedet for at rejse væk.
- Vi skal være bedre til at være et bedre samfund, siger hun.
- De unge mennesker er så selvstændige. Der har aldrig været så mange unge mennesker, der er på udvekslingsophold og alt muligt. Så ud og fortæl om Grønland. Ud at være grønlænder – og være stolte grønlændere.
