Støtteerklæringer strømmer ind

Flere toppolitikere udtrykker sympati med Grønland og Danmark efter, at Trump har sat en mand på opgaven med at “gøre Grønland til en del af USA”.
USA får 'særlig udsending' med fokus på Grønland. Foto © : KNR/Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
23. december 2025 15:42

En række toppolitikere har udtrykt støtte til Grønland efter, at den amerikanske præsident Donald Trump natten til mandag offentliggjorde, at USA nu får en særlig udsending i Grønland.

Den nye mand på posten er guvernøren Jeff Landry, der på det sociale medie X skrev, at han ser frem til opgaven med, at “gøre Grønland til en del af USA”.

Natten til tirsdag gentog præsident Trump på et pressemøde, at USA har brug for Grønland for national sikkerhed.

Formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) understregede mandag, at han “forventer respekt for vores fælles territoriale integritet”. Samtidig kom han med en opfordring til den grønlandske befolkning.

- Der er ingen grund til utryghed. Vi står sammen, og vi står fast, udtalte Jens-Frederik Nielsen i en pressemeddelelse.

Særlig udsending i Grønland

  • Den amerikanske præsident Trump har udvalgt guvernøren Jeff Landry som særlig udsending i Grønland.
  • Landry udtrykker på det sociale medie X, at han ser frem til opgaven med, at "gøre Grønland til en del af USA".
  • Det har skabt stor kritik fra både naalakkersuisut og den danske regering. Mandag indkaldte den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen den amerikanske ambassadør, Ken Howery, til en samtale om situationen i Udenrigsministeriet.
  • En særlig udsending er en topdiplomat, som normalt er udsendt med en konkret opgave. Det er en afgrænset og midlertidig rolle.
  • Ofte er særlig udsendte i lande med krig og konflikt, hvor deres rolle er at mægle mellem forskellige parter og forsøge at finde en løsning på situationen.
  • USA har aktuelt syv særlig udsendte rundt omkring i verden.
  • På et pressemøde natten til den 23. december gentager Trump, at USA har brug for at få Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed.

Fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lyder det, at EU står sammen med Danmark og det grønlandske folk. Det skriver Ritzau.

- Territorial integritet og suverænitet er grundlæggende principper i international ret. Principperne er essentielle, ikke kun for EU, men for lande i hele verden, skriver von der Leyen på det sociale medie X.

Respekt for national suverænitet

Frankrigs præsident Emmanuel Macron henviser til sit besøg i Nuuk i juni, hvor han genbekræftede Frankrigs støtte til Danmark og Grønland. Det skriver han på X.

- Grønland tilhører dets folk. Danmark står som dets garant, skriver han og tilføjer, at han melder sig ind i koret af europæere, der udviser solidaritet.

Ifølge DR lyder det fra udenrigsministeriet i Tyskland, at “Grønlands fremtid ligger i hænderne på Grønland”.

Udenrigsminister i Sverige, Maria Malmer Stenergard, siger til det svenske nyhedsbureau TT, at “Sverige står helhjertet bag vores naboland i disse spørgsmål og vil altid stå vagt om folkeretten”. Det skriver Altinget.

Guvernøren i Louisiana Jeff Landry er Trumps nye særlige udsending med fokus på Grønland. Foto © : Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Samme ordlyd kommer fra Norge, hvor udenrigsminister, Espen Barth Eide, ifølge TV 2 siger:

- Respekt for national suverænitet og landegrænsers ukrænkelighed er det bærende princip i folkeretten og skal respekteres af alle lande.

Ifølge Belgiens vicepremierminister og udenrigsminister, Maxime Prevot, har Belgien fuld solidaritet med Danmark og det grønlandske folk.

- Uanset om det er i Ukraine, DR Congo eller Grønland, er territorial integritet og suverænitet grundlæggende principper i folkeretten, nedfældet i FN-pagten, som alle skal respektere, skriver han ifølge DR på X.

Også Litauen, Letland og Estlands udenrigsministre har kommenteret situationen.

‘Stærkt oprørt’

I Danmark er reaktioner fra politikerne på Christiansborg også strømmet ind.

Statsminister Mette Frederiksen har sammen med Jens-Frederik Nielsen sendt en fælles udmelding.

- Grønland er grønlændernes, og USA skal ikke overtage Grønland. Vi forventer respekt for vores fælles territoriale integritet, udtalte de to regeringsledere blandt andet.

Mandag kaldte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen den amerikanske ambassadør, Ken Howery, til at stå skoleret til en samtale i Udenrigsministeriet.

- Jeg er stærkt oprørt over denne her udpegning og særligt den særlige udsendings udtalelser, som jeg finder totalt uacceptable. Kongerigets suverænitet er op til Kongeriget, sagde Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.

Ifølge SF’s partiformand Pia Olsen Dyhr er situationen “lige så alvorligt, som den er sørgelig”. Det skriver hun ifølge Altinget på Facebook.

- Danmark og Grønland må sætte alle kræfter ind. Vi skal aktivere alle de gode alliancer, vi har, både i Nordamerika og Europa.

Partileder for Liberal Alliance – Demokraatits søsterparti – Alex Vanopslagh skriver også på Facebook, at "Grønlands fremtid defineres alene i samarbejde mellem Nuuk og København". Det skriver Altinget fortsat.

- Det her handler ikke længere om absurde tanker om ejendomshandel. Det er et udtryk for en geopolitisk ambition, der udfordrer rigsfællesskabets suverænitet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse, skriver Vanopslagh.

Takker 

Tirsdag takker formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, for opbakningen herhjemme. 

- Den ro og værdighed I har mødt situationen med sender et klart signal om et folk, der står fast på sine værdier og sit ansvar, skriver han i et opslag på sociale medier.

Jens-Frederik Nielsen takker også regeringsledere og samarbejdspartnere rundt om i verden, "som klart og utvetydigt har tilkendegivet deres respekt for Grønland".

- Den opbakning bekræfter, at vi herhjemme ikke står alene, skriver han.