Jul på arbejdet: Smil i bussen og julefrokost på inspektionsskibet

Julen er her – og det kan også mærkes hos dem, der er på arbejde. I hvert fald blandt buschauffører, på Flådestation Grønnedal, hos DMI og i brandvæsenet.
- Det er altid hyggeligt, fordi folk smiler og har det godt, siger buschauffør Alfred Petersen om at være på arbejde i juledagene. Foto © : KNR
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
24. december 2025 10:00

I dag og de kommende dage har de fleste af os fri fra arbejde og skole, og vi har tid til at være sammen med vores familie og venner.

Men samfundet går ikke i stå, bare fordi det er jul – og der er stadig mennesker, der skal bruge juledagene på at arbejde.

Alt fra personalet på landets plejehjem til fiskerne på de store trawlere.

I december har du hver dag kunne følge med i KNR’s julekalender ‘Jul på min arbejdsplads’, hvor vi har besøgt forskellige arbejdspladser, som har gjort lidt ekstra ud af det denne måned.

I denne artikel kommer du også til at møde nogle af dem, der holder hjulene i gang året rundt – også i julen.

'Business as usual' for buschaufførerne

En af dem, der har prøvet at arbejde i julen masser af gange, er 66-årige Alfred Petersen. 

Han er buschauffør i Nuup Bussii, og har været det siden 2014. Derfor er han vant til at køre 24. december og de andre juledage.

- Næsten alle busserne skal ud at køre lillejuleaften indtil klokken syv. Vi skal jo også være sammen med familien, siger han, da KNR møder ham i Nuup Bussiis garage.

Her holder mange af de gule busser.

- Dagen efter bliver det en normal dag for chaufførerne, og det kører bare normalt igen, selvom det er jul, fortæller Alfred Petersen.

Alfred Petersen har kørt for Nuup Bussii siden 2014. Til jul hænger der julestjerner i alle busserne, og han gør ekstra meget ud af at hilse på de travle julepassagerer. Foto © : KNR

I dagene op til jul er der typisk travlt i Nuuk – mange mennesker skal med busserne og typisk er de propfyldte.

Aappi. Der kører jo masser af folk med bussen både til butikkerne, til arbejdet og så hjem igen.

Alfred Petersen gør altid meget ud af at hilse på folk og ønske dem en glædelig jul.

- Det er altid hyggeligt, fordi folk smiler og har det godt, siger han.

Men – når alt kommer til alt, er der ikke de store ændringer for en buschauffør som Alfred Petersen, bare fordi datoen siger 24. december.

- Altså for os buschauffører er det bare ‘normalkørsler’ for at sige det rent ud. 

Lederen på Station Grønnedal hentede julepynt i forladte huse

I den sydlige del af landet er der også folk, der arbejder alle årets dage – også juleaften.

På Kangilinnguit (Flådestation Grønnedal) tæt ved Arsuk går der året rundt tre personer og holder liv i de gamle bygninger.

To af dem er Tim Andersen og Kristoffer Jørgensen.

Sammen med en tredjemand laver de alt fra at skifte pærer, skifte sprængte rør, ordne et tag – og holde gang i oliefyret.

- Vi har nogle bygninger, vi skal holde varme i. Hvis der ikke er nogen til at holde øje med det, kan der ske frostsprængninger i rørene og sådan nogle ting. Det er jo ikke så smart, fortæller Tim Andersen, der er uddannet mekaniker og fungerende stationsleder.

I 2012 lukkede lagde man Grønland og Færøernes kommando sammen og flyttede hovedsædet til Nuuk. Dermed blev hovedkvarteret i Grønnedal lukket. Siden 2018 har der været udstationeret tre fra Forsvaret til at vedligeholde og se efter bygningerne på Station Grønnedal. En udstationering varer typisk to år. Foto © : Privafoto

Han har været udstationeret på Station Grønnedal i over tre år og skal hjem til marts.

Tim Andersen er født i Sisimiut, men har boet i Danmark siden 1982.

- Det har været en drøm for mig, siden jeg startede i Forsvaret at komme til Grønland og arbejde, fordi jeg er herfra. At gense Grønland bare fra en anden vinkel, siger han.

Kristoffer Jørgensen, der er stationsspecialist, har været udstationeret siden slutningen af juni og skal være på Station Grønnedal indtil august i 2027.

Selvom han ikke har prøvet at holde jul på stationen før, så forventer Kristoffer Jørgensen, at det nok skal blive hyggeligt.

- Vi hygger os jo sammen til hverdag generelt, så det, at vi skulle holde jul sammen, vil heller ikke være noget problem, siger han.

Tim Andersen (til venstre) og Kristoffer Jørgensen (til højre) arbejder sammen med en tredje person på Flådestation Grønnedal. Det betyder, at de tre skal holde jul sammen i år. Foto © : KNR

I år kommer de dog ikke til at holde jul alene.

- Vi er lidt heldigere i år med, at Inspektionsskibet Thetis kommer forbi mellem 23. og 26. december. Så de kommer og holder jul sammen med os, fortæller Kristoffer Jørgensen.

- Vi bliver inviteret om bord, og så holder vi julefrokost og traditionel juledans rundt om juletræet, tilføjer Tim Andersen.

Han er efterhånden vant til at holde jul langt væk fra sin familie. Han fortæller, at hans voksne børn plejer at sende gaver op til ham.

- Men gaverne kommer jo ikke til adressen her, så vi skal sejle over til Arsuk og hente dem, siger han.

Det er trede år, at den fungerende stationsleder Tim Andersen skal holde jul i Grønland, væk fra sin familie i Danmark. Han synes, at julen på Station Grønnedal minder ham om sin barndom i Sisimiut. Foto © : Privatfoto

Fra Danmark plejer der også at blive sendt et juletræ op. Og de udstationerede pynter også en smule op, fortæller Tim Andersen.

- Første år, da vi skulle holde jul her, havde vi ikke rigtig julepynt, fortæller han.

- Så jeg har været rundt i de forladte huse og oppe på lofterne, hvor jeg har fundet julepynt til stationen.

Hvem har til opgave at hænge julestjernen op?

Uanga, lyder det fra Tim Andersen.

Julehygge skaber sammenhold blandt brandfolk

På brandstationen i Nuuk er der ingen fra beredskabet, der er fysisk til stede juleaften.

Men rundt omkring i byen – i gang med julemiddagen, med at danse rundt om juletræet eller pakke gaver op – sidder i alt 14 brandfolk klar til at rykke ud, hvis alarmen lyder.

- Når der så kommer en alarm, jamen, så er det bare om at sætte bestik ned på bordet, tage tøj på og gå ud, fortæller Jens Dahl, der er beredskabsinspektør i Nuuk Brandvæsen.

Beredskabsinspektør Jens Dahl blev uddannet brandmand i Sisimiut i 1988. Han fortæller at tiden mellem jul og nytår plejer at være travl, men at juleaften ikke er nær som travl som dengang, alle mennesker brugte levende lys. Foto © : KNR

Dog har det ikke altid været sådan, at alle 14 på vagtskemaet juleaften, kunne få lov til at være på ‘standby’ hjemmefra.

Ifølge beredskabsinspektøren, der har været brandmand siden 1988, skyldes denne udvikling, at der i dag bliver brugt færre levende lys end i gamle dage.

- Det er meget aftagende i forhold til i gamle dage, hvor alle hjem faktisk ikke kendte noget til batteridrevne stearinlys, fortæller han.

Sammenholdet er noget af det vigtigste, når man skal arbejde sammen som brandfolk, fortæller Jens Dahl. Foto © : Birgitte Kjeldsen (KNR)

I december måned gør brandvæsenet en dyd ud af at sprede lidt julestemning for de ansatte i brandvæsenet og deres familier.

- Vi sætter traditionen tro julestjerner op. Og vi arrangerer også juletræsdans for vores børn og julehygge for vores egne brandfolk, siger Jens Dahl.

Hvorfor er det vigtigt at skabe lidt julestemning blandt jer brandfolk i december?

- Det er vigtigt, at vores kommunikation og vores sammenhold er helt i top. Når vi kommer ud til et ulykkessted eller en brand, skal vi kunne arbejde sammen og gøre det på en rigtig og sikker måde, siger Jens Dahl og tilføjer:

- Uden at blive uenige omkring det arbejde, der nu skal udføres.

Og det bidrager sociale arrangementer i december med, fortæller han.

- Hvor vi sådan får snakket med hinanden omkring det år, der er gået, hvad der er sket, og hvad det har betyder for os og for, hvordan vi har det.

Foto © : Birgitte Kjeldsen (KNR)

Iskortlægger: Når der er allermest is, er der allermindst at lave

Det er ikke kun her i landet, at der sidder folk og varetager vigtige funktioner for Grønland året rundt – inklusive julen.

På DMI’s hovedkontor i København sidder Jens Jakobsen, der arbejder som iskortlægger hos DMI’s Istjeneste. Det har han efterhånden gjort i 17 år.

Her følger han med i isdannelsen og isens bevægelse i fjordene og havet omkring Grønland.

- Vores primære opgave er at understøtte sikker sejlads og sikkerhed til søs, siger han.

DMI's hovedkontor er placeret på Østerbro i København. Her sidder Istjenesten, der informere folk om isforholdene i Grønland. Foto © : Privatfoto

I alt er de otte iskortlæggere, der er ansat til året rundt at tolke på satellitfotos og omsætte dem til iskort, der bruges af både fiskere og fangere og af Royal Arctic Line og store trawlere.

- Vi er en operativ enhed, og man kan altid få fat i os. Alle kan ringe til os på telefonen, og alle kan skrive til os på e-mail, hvis man har behov for at vide noget om isforholdene, forklarer Jens Jakobsen.

Paradoksalt nok er juletiden, hvor der er allermest is, det tidspunkt på året, hvor der er allermindst at lave for Istjenesten.

Det skyldes ifølge Jens Jakobsen, at der er mindre sejlaktivitet om vinteren end om sommeren, hvor krydstogtskibene, turistoperatører og fritidssejlere sejler rundt på vandet.

- I december måned er det de rutinerede, der sejler i Grønland, så om vinteren falder der lidt ro på, siger han.

Det samme gør sig gældende i juledagene. Her ligger mange af RAL’s skibe også til kaj, fortæller Jens Jakobsen.

Jens Jakobsen har arbejdet som iskortlægger i Istjenesten i snart 17 år. Før det arbejdede han to år i Grønland, hvor han var ansat som fuldmægtig i Hjemmestyret. Foto © : KNR

- Vi skruer lidt ned for bemanding i juledagene, så 24. december har vi én på vagt i Istjenesten fra klokken otte til 17, siger han og fortsætter:

- Fokus vil være at sørge for, at folk kommer sikkert uden om storisen, hvis den er kommet ned til området omkring Nunap Isua (Kap Farvel).

Julefreden betyder også, at der er lidt ekstra tid til at skrue op for julehyggen på kontoret, hvor der i december er pyntet op med juletræ og julestjerner.

Jens Jakobsen har mange gange prøvet at være den, der skulle arbejde i juledagene.

- Man er selvfølgelig lidt ‘øv’ over ikke at kunne være hjemme sammen med familien til hele julemiddagen eller til julefrokosten 1. juledag eller 2. juledag. Men vi forsøger at få en lækker frokost her for at få lidt julestemning, siger han.