Døgnrapport: Det sunkne skib lækker olie

Skibet, der i går morges sank omkring Nanortalik, lækker olie, fortæller politiets enhed, der arbejder med hændelsen.
Skibet Adolf Jensen, der sank i går morges lækker olie, oplyser politiet. Foto © : KNR / Malik Brøns
20. september 2024 08:58

Skibet Adolf Jensen, der nu har ligget på havets bund i omkring 24 timer, efter det i går nat sejlede på et skær, lækker olie. Det oplyser KSN ved Grønlands Politi.

KSN er en specialenhed, af relevante myndigheder, der bliver samlet, når der sker noget usædvanligt, og som koncentreret arbejder med den enkelte hændelse. I spidsen for KSN denne gang er Jaaku Andreasen.

- Vi ved ikke, hvor olien bliver lækket fra, men man kan risikere at se nogle oliepletter ude på havet omkring skibsvraget, siger han.

Han beroliger dog med, at brandvæsnet er på stedet og har lagt flydespærrer ud for at forsøge at inddæmme olien.

Uklart hvor meget olie

I går meldte politiet i en pressemeddelelse, at der var plads til mellem 15.000 og 20.000 liter diesel og 1000 liter olie om bord på skibet,

- Men vi ved ikke, hvor olien kommer fra på skibet, eller hvor meget, der på nuværende tidspunkt er blevet lækket, det er lidt svært at vurdere, siger han.

KNS-enheden oplyser, at der i alt blev bjerget seks besætningsmedlemmer fra skibet i går nat, og som bekendt, var der ingen af dem, der kom til skade.