Udsigter til udskydelse i udredning: Det er traumeudløsende og skuffende
- Vi blev allesammen skuffet i vores gruppe. Vi følte, at vores sag blev forsinket igen.
Sådan siger Arnaq Johansen, der er en af de over 300 kvinder, som har bidraget med deres beretning til udredningen af den såkaldte spiralsag.
Det gør hun efter forskerholdet bag udredningen mandag udsendte en midtvejsrapport, hvor de gjorde foreløbig status på arbejdet.
Her fortalte de, at udredningen ville ende med at blive forsinket og måske endda mangelfuld, da det ikke havde været muligt at få udleveret alt materiale fra landet sundhedsvæsen.
Og selvom tovholder på projektet, naalakkersuisoq for ligestilling, Naaja Nathanielsen har fortalt til KNR, at man vil gøre alt for, at finde en løsning på problemet, så er det stadig skuffende med denne stopklods, fortæller Arnaq Johansen:
- Det er selvfølgelig traumeudløsende og skuffende, at de ikke kan få de papirer, som vi har kæmpet hårdt for at finde til udredningen. Vi var ellers håbefulde og troede, de ville finde dokumenterne om os, siger hun.
Føler sig ikke hørt
Samtidig er det ikke alle kvinder, som har fået mulighed for at dele deres historie mundtligt.
Og også det skuffer Arnaq Johansen:
- Grunden til, vi blev skuffede over at læse midtvejsrapporten, er at vi har skrevet under på, at de klager, vi har indgivet til Landslægeembedet må udleveres til forskerholdet, så vi kan interviewes, siger hun og fortsætter:
- Men vi blev naturligvis glade for, at der stadig er en mulighed, fordi vi gerne vil fortælle om vores oplevelser i forbindelse med udredningen og vi vil gerne have det med i rapporten.
Sammenhold skaber styrke
Da det indtil videre - trods velmenende ord og løfter - har været en kamp at finde svar i spiralsagen har kvinder besluttet sig for, at skabe en forening, så de kan stå sammen i kampen, fortæller Arnaq Johansen:
- Nu arbejder vi for at stifte en forening, for at vi kan stå stærkere, og det er vi ved at undersøge lige nu. Lige nu er vi ved at høre vores gruppe og bagland ad, og mange har tilbagemeldt at de ønsker at stifte en forening. Og først derfra starter arbejdet, siger hun.
Men i forhold til selve udredningen har kvinderne valgt at væbne sig med tålmodighed, da det alligevel er ude af deres hænder.
Da KNR spørger Arnaq Johansen, hvad kvinderne har tænkt sig at gøre for at skubbe på, for at arbejdet skrider frem, har hun ingen svar:
- Det kan jeg ikke svare på lige nu, vi må afvente sagens udvikling. Men vi har stillet en række spørgsmål til Landslægeembedet.