Det bliver igen muligt at føde i Qaqortoq - men jordemoderforening er stadig bekymrede
Det nye år starter med en lettende nyhed for gravide i Sydgrønland.
Fødeafdelingen på Qaqortoq Sygehus genåbner den 11. januar til 24. marts, og dermed skal gravide ikke længere rejse til Nuuk for at føde.
Det vækker også glæde hos Ernisussiortut Kattuffiat, Grønlands Jordemoderforening, fortæller fungerende formand i foreningen Charlotte Bøgelund.
- Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at det er lykkedes rekrutteringsenheden at finde en kirug, siger hun.
I august meddelte Departement for Sundhed, at Qaqortoq lukker som fødested frem til januar 2023.
Sundhedsledelsen har forgæves forsøgt at få ansat en kirurg til regionssygehuset over en længere periode.
En kirurg er nødvendig for at kunne opretholde et fødested, hvis der opstår kejsersnit, blødningskomplikationer eller kritiske tilstande hos den nyfødte.
I stedet skal gravide kvinder i Sydgrønland ind til nytår flyve til Nuuk for at føde på Dronning Ingrids Hospital.
Fødestedet i Qaqortoq lukkede tilbage i august, da der ikke længere var en kirurg på sygehuset, som kunne hjælpe med komplicerede fødsler og kejsersnit.
LÆS OGSÅ Jordemødre i Qaqortoq taget på sengen: De vidste ikke, at fødestedet lukker resten af året
Det skabte bekymring hos blandt andet Ernisussiortut Kattuffiat for, om Qaqortoq sygehus ville blive nedgraderet til et sundhedscenter, og at det dermed ikke længere ville være muligt at føde på sygehuset i Qaqortoq.
Tidligere har sygehuse i andre byer lukket deres fødeafdelinger – senest i 2019 i Aasiaat. Og de er ikke åbnet igen.
- Det er stadigvæk en gældende bekymring, fordi man fortsat ikke har en fastansat kirurger, og der dermed ikke er fundet en permanent løsning. Derfor kan vi ikke sige, at bekymringen er forsvundet, siger Charlotte Bøgelund, der er jordemoder ved Qaqortoq Sygehus.
Behov for afklaring
For de gravide, der skal føde inden marts, er det en lettelse at kunne blive i deres hjemregion og føde, fortæller Charlotte Bøgelund fortsat.
Men anderledes ser det ud for de kvinder, der har termin efter marts.
- De har stadig et behov for at få en afklaring på, hvad der kommer til at ske. Og det er meget forståeligt, så de kan forberede sig på dem kommende fødsel i god tid og ikke lige pludselig skal omstille sig og rejse væk, siger Charlotte Bøgelund.
Derfor fortsætter Ernisussiortut Kattuffiat dialogen med det politiske bagland og sundhedsledelsen.
LÆS OGSÅ Marîna skal føde til juli – og håber at det kan ske i Qaqortoq
- Vi forventer i hvert fald, at dialogen fortsætter konstruktivt, siger Charlotte Bøgelund.
En af de kvinder, der skal føde til juni, er Marîna Anthonsen, der bor i Nanortalik.
Hun holder fast i håbet om at føde i Qaqortoq.
- Vi fødende skal rejse lige meget hvad. Men det ville være bedre at tage til Qaqortoq end Nuuk, siger hun til KNR.