Toppolitikere besøger Nuuk: Derfor er de her

I dag lander toppolitikere fra både Danmark og Færøerne i Nuuk, da de skal afholde en række forskellige møder i Rigsfællesskabets tegn. Her kan du blive klogere på, hvad de mange møder går ud på.
Onsdag 7. juni bliver der afholdt rigsmøde mellem de tre regeringsledere i Danmark, Færøerne og Grønland. Foto © : KNR
06. juni 2023 07:22

Når regeringstoppen fra både Danmark, Grønland og Færøerne mødes i denne uge i Nuuk, er hovedformålet det årlige rigsmøde mellem de tre nationers overhoveder.

Men det er ikke den eneste store begivenhed, som finder sted. Tirsdag skal der afholdes møde i det Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg, hvor flere medlemmer af den danske, grønlandske og færøske regeringstop også er til stede.

Og for første gang nogensinde vil der blive afholdt et møde mellem parlamentarikere fra de tre lande.

Det sker blandt andet efter, at man fra Inatsisartut har efterspurgt større gennemsigtighed fra det Udenrigspolitiske Nævn i Danmark, fortæller Doris J. Jensen (S).

På mødet deltager parlamentarikere fra Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg i Inatsisartut og Udensrigsnævnet i Lagtinget.

Da det kan være svært at navigere i de mange forskellige møder og udvalg, har KNR lavet en forklaring af de tre møder, som finder sted i denne uge.

Rigsmødet:

Et årligt møde, som afholdes mellem de tre regeringsledere. Afholdelsen af mødet går på tur mellem de tre lande. Det vil sige, at Grønland er vært for mødet hvert tredje år. 

Møderne er et uformelt forum, hvor det er muligt for regeringslederne at diskutere både forskellige politiske dagsordener, som eksempelvis driftsmæssige udfordringer ved sygehusvæsenet, hvor både Grønland og Færøerne er afhængige af et godt samarbejde med Danmark.

Der er ingen andre til stede ved mødet udover de tre regeringsledere, og der er heller ikke tradition for at dele en dagsorden for mødet på forhånd. 

Mødet finder sted 7. juni.

Kontaktudvalgsmødet:

Et udvalg, som for alvor debuterede sidste år på Færøerne. Udvalget består af ministre fra Grønland, Færøerne og Danmark og blev stiftet i København i 2021 for i højere grad at dele vigtige informationer mellem de tre lande. 

Det drejer sig blandt andet om større inddragelse i de områder, som Danmark styrer for Grønland eksempelvis udenrigs- og forsvarspolitik. Og efter krav om mere inddragelse fra både den grønlandske og færøske regering har man altså etableret det Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg.

Mødet finder sted 6. juni.

Det parlamentariske møde:

Det nyeste skud på stammen i Rigsfællesskabets samarbejde er et parlamentarisk møde mellem udenrigsudvalgene fra Danmark, Færøerne og Grønland. 

Det er første gang, at mødet finder sted, og det er også først efter mødets afslutning, at der vil blive taget stilling til, om mødet skal gentages. Det oplyser parlamentarikere fra både Grønland, Færøerne og Danmark til KNR. 

Grundlaget for mødet er, at der særligt i det grønlandske udenrigsråd, har været en oplevelse af, at man ikke har fået det fulde billede af udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Arktis. 

Mødet har derfor en informativ karakter, hvor det vil være muligt for parlamentarikere fra Færøerne og Grønland, at få et større indblik i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation. 

Mødet finder sted 7. og 8. juni.