Der har været bump på vejen, men nu suser Aili afsted igen

Både de cykelglade og forhandlerne er tilfredse med, at der nu er kommet styr på, hvorvidt elcykler er lovlige eller ej.
Aili Lage Labansen har haft elcykel i tre år og bruger den i alt slags vejr. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen
06. juni 2024 07:36

”Jeg er så glad for min cykel” synger de i den danske børnesang, og sådan har Aili Lage Labansen det også.

Især fordi hun med sin elcykel får lidt ekstra assistance, når hun bevæger sig gennem Nuuks gader.

- Det gode ved elcyklen er, at man får hjælp op ad bakker, så det ikke er så tungt. Og vi har jo mange bakker her og vind også, siger hun.

Mandag stod det klart, at elcyklen igen er blevet lovlig i Grønland. Myndighederne havde ellers i oktober 2023 fundet ud af, at flere af de motordrevne cykler ikke overholdte lovgivningen.

Og det glæder Aili Lage Labansen, at hun igen kan hoppe på cyklen. Hun fortæller, at hun foretrækker at cykle, selvom hun har bil.

Hun har haft elcyklen i tre år og bruger den i alt slags vejr.

- Jeg synes det er rigtig dejligt især i sådan en by som Nuuk, hvor der om morgenen og ved fire tiden er kæmpe bilkøer, siger hun og fortsætter:

- For mig betyder det også noget, at det er miljøvenligt. Og det er godt for mig, jeg får lidt mere motion, end jeg ellers ville.

Cykelhandleren er også glad

Aili Lage Labansen er ikke den eneste, som ikke kan få armene ned.

Også Morten Heilmann, som er cykelforhandler i Nuuk, er glad for de nye regler.

Han forklarer, at de første elcykler kom til Grønland for 15 år siden, men at reglerne for deres anvendelse i Grønland ikke var helt klare.

- Det er rigtig dejligt at kunne sige til vores kunder, at nu må man cykle. Det måtte man altid, der har bare været en lille gråzone, siger han.

Og han var især glad for, at motoren må have en effekt på op til 750 watt, da der i Grønland er brug for en kraftigere motor end i Europa, hvor man som oftest kører med 250 watt motorer på elcykler.

Morten Heilmann glæder sig til at kunne bestille elcykler hjem. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

Regler for at være lovlig

Selvom du nu med god samvittighed kan suse rundt i gaderne på din elcykel, så er der stadig en række krav, den skal overholde, for at cyklen anses som lovlig.

  • Der må kun være én motor
  • Motoren må kun hjælpe til, når der trædes i pedalerne, dog må der være en hjælpefunktion (gå funktion) ved op til 6 kilometer i timen.
  • Motoren må max give effekt på 750 watt.
  • Cyklen må maks hjælpe til op til 25 kilometer i timen.
  • For-bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler.
  • Cyklisten skal anvende cykelhjelm under kørslen.

Det har også været et ønske, at løbehjul på el blev lovliggjort. Det er dog ikke tilfældet endnu, men ‘det kommer med en senere ændring’, skriver Departementet for Boliger og Infrastruktur .