Naalakkersuisoq slår fast: El-cykler er lovlige

De omdiskuterede elcykler bliver nu lovlige.
Først var de ulovlige, men nu er de lovlige, så du kan sagtens finde elcyklen frem fra skuret. Foto © : Departementet for Boliger og Infrastruktur
03. juni 2024 14:33

Der har været meget frem og tilbage i forhold til brugen af elcykler herhjemme. 

Først var de ulovlige, så blev det undersøgt, om de kunne blive lovlige, og nu er de endelig blevet lovlige.

Det skriver Departementet for Boliger og Infrastruktur i en pressemeddelelse tidligere i dag.

Lovliggørelsen af cyklen er sket ved en ændring i vores færdselslov, der er fra 1979, hvor cyklen indtil for få dage siden - nemlig 1. juni - var ulovlig.

- Det er tilfredsstillende, at det nu er lovligt at anvende en elcykel. 

- En elcykel kan være et effektivt transportmiddel, som i nogle tilfælde kan erstatte en bil, ligesom den kan bruges i turistbranchen, siger naalakkersuisoq for området Hans Peter Poulsen (S) i pressemeddelelsen.

Dansk indflydelse

Det er den danske transportminister, Thomas Danielsen, der har været med til at ændre i loven, fordi færdselsområdet er et dansk ressortområde, og han er godt tilfreds:

- Jeg har et godt og tæt samarbejde med min grønlandske kollega. Derfor har det også været en prioritet at få ændret lovgivningen efter grønlandsk ønske i forhold til elcykler. Samtidig fortsætter arbejdet og dialogen om opdatering af reglerne på en række andre områder, siger han i pressemeddelelsen.

Regler for at være lovlig

Selvom du nu med god samvittighed kan suse rundt i gaderne på din elcykel, så er der stadig en række krav, den skal overholde, for at cyklen anses som lovlig.

  • Der må kun være én motor
  • Motoren må kun hjælpe til, når der trædes i pedalerne, dog må der være en hjælpefunktion (gå funktion) ved op til 6 kilometer i timen.
  • Motoren må max give effekt på 750 watt.
  • Cyklen må maks hjælpe til op til 25 kilometer i timen.
  • For-bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler.
  • Cyklisten skal anvende cykelhjelm under kørslen.

Det har også været et ønske, at løbehjul på el blev lovliggjort. Det er dog ikke tilfældet endnu, men ‘det kommer med en senere ændring’, skriver departementet.