Til sommer kan du – måske – køre lovligt på din elcykel

Nu bliver der åbnet en lem for, at du alligevel kan sætte dig op på den tohjulede med motor til sommer. Lovligt, vel at mærke.
En elcykel er parkeret i kælderen. Foto © : Privat
Skrevet af Christine Hyldal
02. april 2024 12:45

Balladen om elcyklerne fortsætter. For her i landet, hvor vil være de mest fysisk aktive i verden, er elcyklen nemlig ulovlig.

Men nu bliver der åbnet en lem for, at du alligevel kan sætte dig op på den tohjulede med motor til sommer. Det skriver Departementet for Boliger og Infrastruktur i en pressemeddelelse.

I første omgang gælder det om at sikre, at vores cyklister kan bruge deres elcykler i sommersæsonen 2024. På længere sigt kan vi se på, om reglerne for elcykler skal ændres yderligere, siger Hans Peter Poulsen (Siumut), der er naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur.

Derfor er elcyklerne ulovlige

Loven der regulerer cykelreglerne i Grønland stammer fra 1979. Dengang var der ingen, der havde tænkt på elcykler, og derfor er en cykel defineret som et ”pedaldrevet køretøj på hjul […], som ikke er forsynet med motor”.

Dermed bliver politiet nødt til betragte elcyklerne som en knallert. Det er dog de færreste elcykler, som lever op til de krav, man stiller til knallerter, og derfor er elcyklerne altså ulovlige.

Også eldrevne løbehjul, segways, segboard og u-runner er underlagt færdselsloven. Politiet vurderer ikke, at de lever op til de gældende regler. Derfor er de også ulovlige at bruge i Grønland. 

I oktober fandt Grønlands Politi ud af, at elcykler er ulovlige her i landet. Grønlands færdselslov er ikke opdateret siden 1979, og dengang var der ingen, der tænkte på elcykler. Med andre ord: Cykler bliver her i landet defineret som et 'pedaldrevet køretøj på hjul, som ikke er forsynet med motor'.

Det duer ikke, mener Hans Peter Poulsen.

Reglerne for elcykler i Danmark er, at motoren kun må hjælpe op til 25 kilometer i timen. Derefter skal den slå fra. Og det er også Færdselsstyrelsen i Danmark, der har lavet et udkast til en ændring af bekendtgørelse for cykler i Grønland – og den læner sig op ad de danske regler. For motoren må kun kunne hjælpe til op til 25 kilometer i timen her i landet, står der i udkastet.

Ifølge pressemeddelelsen er udkastet nu sendt i høring til 18. april.

Reglerne for elcykler vil ifølge udkastet være:

  • Der må kun være én motor på cyklen.
  • Motoren må kun hjælpe til, når der trædes i pedalerne, dog må der være en hjælpefunktion (gåfunktion) ved op til seks kilometer i timen. 
  • Motoren må max give effekt på 750 watt.
  • Motoren må kun hjælpe til op til 25 kilometer i timen.
  • For bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler.
  • Cyklisten skal anvende cykelhjelm under kørslen.