Tidligere KNI chef får to år i anstalten

I går blev en tidligere regnskabschef i KNI idømt to års anstaltsanbringelse for bedrageri og dokumentmisbrug.
Foto © : KNR / Nicole Sander Bertelsen
20. februar 2025 10:55

Grønlands Landsret har de seneste dage behandlet en ankesag mod den tidligere regnskabschef ved KNI A/S om dokumentmisbrug og bedrageri for cirka 3.2 millioner kroner.

Det har resulteret i en dom på to års anstaltsanbringelse.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

KNI chefen blev i maj 2024 idømt tre års anstaltsanbringelse ved Qaqqa Kredsret. Sagen blev dog anket, hvorfor Landsretten i denne uge har kigget på den.

Det er så endt med, at foranstaltningen blev nedsat fra tre år til to år, da landsretten ikke fandt bevist, at KNI chefen havde fået lige så mange penge ud af det, som der stod i tiltalen.

KNI chefen begik bedrageri og dokumentfalsk i perioden fra 2014 til 2021. Regnskabschefen var tiltalt for at have forfalsker underskrifter, ændret i faktura efter godkendelse, oprettet fiktive e-mails og på den måde have tilegnet sig et beløb på ikke under 2,1 millioner kroner.

Tre millioner blev til én

Han var ligeledes tiltalt for i perioden fra 2017 til 2019 at have udnyttet sin stilling som regnskabschef til uberettiget at blive oprettet i KNI’s lønsystem, så han i hele periode fik en økonomisk vinding på omkring tre millioner kroner før SKAT.

Landsretten fandt dog, at der var tale om 1.1 millioner kroner, ikke tre millioner.

- Der er nu sat et endeligt punktum i denne sag og jeg er tilfreds med, at Grønlands Landsret har fundet tiltalte skyldig i bedrageri og dokumentfalsk, udtaler anklager ved Grønlands Politi Morten Gimm Hvergel i pressemeddelelsen.

At Grønlands Landsret ikke fandt den tidligere regnskabschef ved KNI A/S skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale er selvfølgelig noget anklagemyndigheden tager til efterretning.

- Landsrettens nedsættelse af bedrageriforholdet fra omkring tre til en million kroner er selvfølgelig noget, anklagemyndigheden tager til efterretning, men jeg hæfter mig ved, at Landsretten har været enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om bedrageri og dokumentfalsk.

- Landsrettens afgørelse ændrer ikke på, at der er tale om omfattende og systematisk økonomisk kriminalitet, udtaler Morten Gimm Hvergel.