Demonstranter foran den amerikanske ambassade: “Kalaallit Nunaat kalaallit pigaat”

Demonstranter protesterede lørdag foran den amerikanske ambassade i København mod Donald Trumps ønske om at overtage Grønland.
Der blev talt godt 3.300 demonstranter foran den amerikanske ambassade i København lørdag. Det fortæller arrangørerne bag demonstrationen. Foto © : Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
31. marts 2025 15:02

'Kalaallit Nunaat kalaallit pigaat'. 'Trumputin stealing countries'. 'Greenland is not for sale'. Sådan lød nogle af de mange bannere, der lørdag eftermiddag var hejst foran den amerikanske ambassade i København. 

Her var en stor gruppe mennesker mødt op med Erfalasorput i hænderne for at vise deres utilfredshed mod den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at overtage kontrol over Grønland.

- Man får en magtesløshed ved at være vidende til de forskellige tiltag, som Trump har taget i forhold til Grønland. Det er frustrerende. Jeg følte, at vi var nødt til at gøre noget, siger Henriette Berthelsen, der var en af arrangørerne bag demonstrationen.

Ifølge arrangørerne var godt 3.300 mennesker dukket op til demonstrationen. En af dem var Sebastian Bendtsen, der i dagens anledning havde Erfalasorput hængende som en kappe.

- Det er en grotesk og ubehøvlet opførsel fra en såkaldt allieret. Og så synes jeg, det er svært at håndtere den manglende støtte fra vores allierede, sagde Sebastian Bendtsen, der er fra Ilulissat, men i dag bor i København.

27-årige Luna Nygaard fra Nuuk mener, at det er vigtigt at vise sammenhold over for Trump. Foto © : KNR/Ann-Sophie Greve Møller

Den overbevisning deler Luna Nygaard fra Nuuk, der studerer i den danske hovedstad.

- Han (Donald Trump, red.) er respektløst. Man føler sig som en genstand, man kan købe og overtage, siger hun og fortsætter:

- Jeg er bange for, at vores politikere ikke tager situationen seriøst nok og ikke handler på det i god nok tid. Der skal også gøres noget mere fra vores allierede rundt omkring i verden. De (allierede, red.) siger ikke fra hurtigt nok, så jeg håber, at de snart kommer ind i kampen.

Hvis USA gør alvor

Flere af de grønlandske politikere har også efterspurgt mere støtte fra allierede – heriblandt Múte B. Egede (IA), der nu er gået fra at være formand for naalakkersuisut til naalakkersuisoq for finanser og skatter.

I sidste uge skruede den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), op for retorikken over for USA. Det skete i kølvandet på et varslet besøg fra USA’s andendame, Usha Vance, den nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister, Chris Wright. Besøget skulle finde sted midt under regeringsforhandlinger om et nyt naalakkersuisut, hvilket Mette Frederiksen kaldte “uacceptabelt”.

Og selvom besøget blev aflyst, og den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og hustru, Usha Vance, i stedet tog til Pituffik Space Base, er det nødvendigt at skrue bissen på. Det mener Henriette Berthelsen.

- Jeg er nervøs for, at USA gør alvor af det, og at det kan eskalere til noget rigtig, rigtig ubehageligt.

- Og så er jeg også bange for, hvis vi skulle komme under USA’s styre, at vi bliver behandlet som andre oprindelige folk, der bliver puttet i reservater, fordi han (Donald Trump, red.) overhovedet ikke har vist nogen respekt for os indtil videre, siger hun.

En af medarrangørerne, Henriette Berthelsen, talte til de mange fremmødte. Foto © : Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Under vicepræsidentens besøg på den amerikanske base i Nordgrønland fredag, sagde han, at USA respektere grønlændernes ret til selvbestemmelse og suverænitet. Men han opfordrede samtidig grønlænderne til at komme under USA’s sikkerhedsparaply.

Det er på trods af, at Donald Trump gentagende gange har sagt, at USA må have kontrol over Grønland på grund af “national og international sikkerhed”.

Vi bestemmer selv vores fremtid

Men selvom der lød andre toner fra J.D. Vance, beroliger det ikke Karsten Høy fra Nuuk. Han var dukket op til demonstrationen under et ophold i Danmark.

- Det er for at smigre os. Jeg tror i bund og grund, at de er indifferente over for os. For dem er det et spørgsmål om landbesiddelse, geografi, geopolitik og mineraler, siger Karsten Høy, der er mangeårig direktør og medlem i forskellige bestyrelser.

'Kalaallit Nunaat kalaallit pigaat' var et af budskaberne ved demonstrationen. Foto © : Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

J.D. Vance rettede samtidig en skarp kritik mod Danmark. Ifølge Vance har Danmark “underinvesteret” i den grønlandske befolkning og landets sikkerhed.

Og spørger man Charlotte Hansen, der også er fra Nuuk, er der noget om snakken.

- Det kan vi godt være enige om. Men jeg håber, at alt det, der sker nu, gør, at Danmark maner sig op og får gjort noget ved de ting, de har lovet Grønland i forhold til forsvaret.

Hun kalder situationen “meget skræmmende”.

- Man har set, at sådan nogle store mænd tager, hvad de vil have, fordi de har magt og penge. Det er det, der er i gang i hele verden. Der er krig, fordi de vil have magten, siger Charlotte Hansen.

Donald Trump gentog søndag sit budskab om, at USA skal have Grønland. Det reagerede den nye formand for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), på.

- Det får USA ikke. Vi tilhører ikke andre. Vi bestemmer selv vores fremtid, skrev han på Facebook.

Der er varslet demonstration foran den amerikanske ambassade igen søndag den 6. april.