KNI-direktør efter dom til tidligere chef: Han har skadet vores omdømme

Den tidligere regnskabschef i KNI har gennem sine handlinger mistænkeliggjort KNI og medarbejderne.
Sådan lyder udmeldingen til KNR fra den administrerende direktør i KNI, Jeppe Jensen, efter at den tidligere regnskabschef er fundet skyldig i bedrageri og dokumentfalsk.
Sket før
Regnskabschefen blev politianmeldt tilbage i 2021 af KNI selv, og det er kommet frem, at han har svindlet for 5,1 millioner og forfalsket flere dokumenter.
- Udover det økonomiske tab, som han har pådraget KNI for, har han også gennem sine handlinger mistænkeliggjort både KNI, men også medarbejdere i KNI, og på den måde skadet selskabets omdømme gennem en længere periode.
- Så kredsrettens dom er jo også et skridt nærmere, at vi kan lægge den her sag bag os, siger den administrerende direktør Jeppe Jensen.
Under retssagen, der kørte i Sisimiut, kom det frem, at den nu dømte regnskabschef tidligere er dømt for at have bedraget for millioner af kroner i en dansk virksomhed. Derfor har KNI nu skærpet tilsynet med økonomiske forhold internt i KNI, og fremadrettet skal nye betroede medarbejdere fremvise en straffeattest, fortæller direktøren.