Isummersorfik Demokraterne kalder Siumuts valgkredse 'hul i hovedet'

Siumut vil give sig selv en fordel til inatsisartutvalget ved at indføre valgkredse, mener Demokraterne, men det afviser Siumut: Det handler om repræsentation fra alle egne af landet, lyder det fra partiet.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
03. november 2017 18:35

Siumuts inatsisartutgruppe ønsker at genindføre valgkredse - et forslag der kan være en stor fordel for partiet selv. Til gengæld vil forslaget formentlig gøre det svære for mindre partier.

Derfor gik bølgerne højt under torsdagens Isummersorfik, hvor valgkredse var til debat:

- Jeg ved ikke hvad man skal sige, det her er jo til at grine af, vil jeg sige, lød det blandt andet fra Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ Siumut vil begrænse stemmeretten for tilkaldt arbejdskraft

Valgkredse kan gøre det vanskeligt for mindre partier som Demokraterne at komme i Inatsisartut, men valgkredse er til gengæld en fordel for store partier som Siumut, der også står bag forslaget.

Høegh: Urbanisering er til fare for demokratiet

Inatsisartutmedlem for Siumut Pitsi Høegh fastholdt under debatten, at valgkredse skal sikre repræsentation fra alle egne af Grønland, og forslaget handler altså ikke om at give Siumut en fordel i det nært forestående inatsisartutvalg:

- Når vi snakker om urbanisering er demokratiet i fare, for vi samles mere og mere og glemmer yderdistrikterne. Vi går ind for i Siumut, at der skal være lige vilkår for alle, sagde Pitsi Høegh.

LÆS OGSÅ Forslag om valgkredse kan rykke ved magtfordelingen

Hun anerkendte dog også, at valgkredse vil være en fordel for Siumut:

- Er der nogen af partierne, der sikrer sig stemmer fra kysten, så er det Inuit Ataqatigiit og Siumut. Der hvor vi er repræsenteret, lød det fra Høegh.

Demokraterne: Det er hul i hovedet

Det fik Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, op i det røde felt:

- Det er fuldstændig hul i hovedet, at man kan stå og sige det på åben skærm, fordi det forslag, det er til fordel for Siumut, og det er en erkendelse, man står og siger det her. Det er et tab for demokratiet, vil jeg sige, for man arbejder for sig selv, lød det fra Evaldsen.

LÆS OGSÅ Immanuelsen bygger forslag på fejlagtig oplysning

Inuit Ataqatigiit deltog også i debatten, og partiets politiske ordfører, Bendt B. Kristiansen, slog fast, at IA er klar til at diskutere valgkredse for henholdsvis Qaanaaq og Ittoqqortoormiit. IA vil dog ikke gå så vidt som Siumut og indføre fem nye valgkredse mod én i dag, som Siumut lægger op til.

Indførelse af valgkredse vil være en fordel for de store partier, vurderede samfundsforsker fra Ilisimatusarfik Birger Poppel.

LÆS OGSÅ Forslag om valgkredse kan rykke ved magtfordelingen

For at illustrere hvad valgkredse kan betyde for udfaldet af et valg, drog han en parallel til et af de første landstingsvalg, hvor Grønland bestod af otte valgkredse.

Her fik Siumut 13 ud af 21 mandater i Inatsisartut - altså absolut flertal - med omkring 46 procent af stemmerne.

Se hele torsdagens udgave af Isumersorfik her:

Isummersorfik (dansk), KNR 02.11.2017