Lufthavnsbygder Demokraterne forventer fortsat arbejdpladser efter omlægning

Lufthavnspakken vil koste mange arbejdspladser i Kangerlussuaq og Narsarsuaq, men Demokraternes formand mener, at der fortsat vil være arbejde til borgerne i de to bygder eller andre steder i landet.
Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
15. august 2018 07:49

Hvis landets atlantlufthavne bliver til heliports vil det koste mange arbejdspladser i Kangerlussuaq og Narsarsuaq.

Men Demokraternes formand mener, at der fortsat vil være arbejde til borgerne i de to bygder eller andre steder i landet.

Og så er det op til borgerne selv, at beslutte hvor de vil bo, siger Niels Thomsen

- Det er jo ikke op til politikerne at beslutte hvor folk skal bo eller arbejde. Det er op til det enkelte individ at beslutte, siger han.

LÆS OGSÅ Nedgrader Narsarsuaq og Kangerlussuaq til heliporte

Demokraterne har i denne uge givet deres fulde støtte til at bygge nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat og en regional lufthavn i Qaqortoq. Samtidig støtter partiet, at de nuværende atlantlufthavne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq omlægges til heliports.

I en rapport fra Deloitte vurderes det, at sådan en omlægning vil koste mange arbejdspladser, og at størstedelen af de over 600 beboere i de to lufthavnsbygder vil flytte.

Men ifølge Niels Thomsen forventer Demokraterne, at virksomhederne i de to bygder fortsat vil tilbyde arbejde til deres medarbejdere enten lokalt eller i andre dele af landet.

LÆS OGSÅ Kangerlussuaq og Narsarsuaq skrumper i ny analyse

- Vi antager, at de vil få mulighed for at fortsætte med det de laver. Jeg kan ikke forestille mig at arbejdsgivere sætter nogen på gaden. Det er ikke realistisk. I forvejen er der jo stor mangel på arbejdskraft generelt, så der er ikke nogen, der kommer til at mangle arbejde, siger han.

I forhold til flytninger til andre dele af landet nævner Niels Thomsen blandt andet mobilitetsfonden som en mulighed.

På finansloven er der i år afsat omkring 1,1 millioner kroner til at støtte borgere, der skal flytte til et andet sted i landet for at arbejde.

LÆS OGSÅ Qeqqata Kommunia vil overtage Kangerlussuaq