Demokraterne afviser forslag om flygtningestøtte

Mens Naalakkersuisut endnu ikke er kommet med en officiel udmelding, om den vil støtte de syriske flygtninge, er regeringspartiet Demokraterne klar i mæglet: De afviser IA's forslag med henvisning til landets dårlige økonomi.
Randi Vestergaard Evaldsen Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
14. september 2015 13:57

- Der er selvfølgelig en meget pæn tanke, men som det ser ud nu, har vi vigtigere ting at tage os til herhjemme, siger partiets politiske ordfører, Randi Vestergaard Evaldsen til KNR.

Læs også Sara Olsvig: Vi er forpligtet til at hjælpe

Formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, har ellers påpeget, at pengene kan komme fra en pulje i finansloven, der er afsat til uforudsete udgifter. Men Randi Vestergaard Evaldsen synes fokus skal være på de hjemlige behov.

- Der er også mange andre ting, pengene kan bruges til herhjemme, som også er uforudsete. Og det bør vi satse på nu, hvor vores økonomi er så stram, fastslår Inatsisartut-medlemmet.

Randi Vestergaard Evaldsen anerkender dog den signalværdi, der ville ligge i at vise interesse i, hvad der sker i verden. Men tiden er ikke til det.

- Vi har nogle meget større problemer herhjemme, vi skal tage os af. Der går børn sultne i seng herhjemme. Det er sådan nogle ting, vi bør tænke på, før vi begynder at dele ud af de penge, vi både har og ikke har, siger hun.

Læs også Flygtningestøtte fordrer ansøgning fra Naalakkersuisut

Sara Olsvig understregede lørdag over for KNR, at vi her i landet godt kan hjælpe i denne krise, selvom vi har sociale problemer.

- Der er også mange sociale problemer i alle mulige andre lande i verden, og alligevel kan de finde ud af at hjælpe, siger IA’s formand.

Men Randi Vestergaard Evaldsen handler det om en økonomisk prioritering.

- Vi er villige til at hjælpe, men som vores økonomi ser ud lige nu, er den alt for stram til at kunne hjælpe, selvom det er en flot tanke, fastslår Demokraternes politiske ordfører.

Læs også Aajas appel til flygtningeansvar vækker både harme og varme