Kuno Fencker: Danske regler skal passe bedre til Grønland

Grønland er fri til at handle med hvem som helst, understreger folketingskandidat Kuno Fencker (PN). Hans ambition er i stedet at få danske ansvarsområder til at passe bedre til Grønland, for eksempel inden for handel.
Parti Naleraq har som erklæret mål, at Grønland bliver en selvstændig nation hurtigst muligt. Men der skal lige tages nogle skridt først, mener Kuno Fencker. Foto: Folketinget
28. marts 2019 11:41

Det er misforstået, at Grønland ikke skal handle med Danmark eller fjerne sig fra dansk samhandel. Det understreger folketingskandidat for Parti Naleraq, Kuno Fencker.

I sidste uge offentliggjorde han sit kandidatur. Sermitsiaq.AG og KNR citerede ham herefter for at mene, at Grønland i fremtiden skal være mere fri fra samhandel med Danmark.

Men Grønland er allerede fri til at handle med andre lande, hvilket Kuno Fencker selv understreger.

- Det har slet ikke noget at gøre med at begrænse nogen i at handle med et land, en forretning eller en virksomhed. Alle skal have deres frie ret til at handle med hvem som helst, siger Kuno Fencker.

Kuno: Smidiggør regler for Grønland

Én af hans ambitioner med at komme i Folketinget er i stedet at arbejde for, at danske ansvarsområder i Grønland kommer til at passe bedre til grønlandske forhold, siger han.

Et eksempel er Fødevare- og Veterinærstyrelsen, som er en dansk myndighed i Grønland.

Som tidligere erhvervsmand har Kuno Fencker oplevet, at danske veterinærregler har skabt udfordringer, for eksempel med en producent af færdigvarer i USA, der ville købe torsk i Grønland.

LÆS OGSÅ Løkke tager æren for uro om nordatlantiske stemmer

- Der fik vi nogle udfordringer med at få varerne sendt direkte til USA. Det kunne ikke lade sig gøre, uden at varerne blev sendt til en dansk havn først. Det mest hensigtsmæssige ville være at sende direkte til USA, siger Kuno Fencker.

Derfor skal der gøres op med nogle traditioner og regler på erhvervsområdet, mener han.

- De monopoler, vi har arvet fra sin tid, kan skabe nogle hindringer i dag i dagens Grønland. Og det er det, jeg gerne vil arbejde hen mod bliver mere liberalt og frigjort.

Selvstændighed på sigt

Det er op til Naalakkersuisut og Inatsisartut at bestemme, hvilke ansvarsområder Selvstyret skal overtage fra Danmark og hvornår.

Parti Naleraq har som erklæret mål, at Grønland bliver en selvstændig nation hurtigst muligt. Men der skal lige tages nogle skridt først, mener Kuno Fencker.

- Det første skridt lige nu er at komme i Folketinget og få bearbejdet de her områder, tilpasse dem og smidiggøre dem i forhold til Grønland.

LÆS OGSÅ Det er mest solidarisk at pege på Socialdemokratiet