Sociolog: Danmark og Grønland skal hjælpe udsatte unge sammen
- De gør det fordi, de sidste ressourcer er opbrugt herhjemme. De er løbet tør for muligheder, og de er løbet tør for steder at henvende sig. De mener ikke at de får tilstrækkelig hjælp, de steder i det offentlige, hvor de søger det, siger sociolog Steven Arnfjord.
En ny undersøgelse fra Det Grønlandske Hus i København viser, at unge udsatte grønlændere, der flytter til København for at få et bedre liv, ofte får det værre i stedet.
LÆS OGSÅ Unge udsatte har fået det værre
Voksne bliver glemt
Steven Arnfjord mener, at de unge og voksne udsatte fylder alt for lidt, når vi taler om velfærdspolitik her i landet.
Der bliver ofte talt om forholdene for børn, personer med handicap og ældre. Arnfjord mener, at problemet med udsatte voksne bliver støtter og større, fordi vi ikke taler om den gruppe. Men deres problemer kan løses, siger han.
- Det er ikke håbløst. Der kan gøres noget ved det. Vi får ikke udryddet hjemløshed. Det er en del af den sociale dynamik i et samfund. Der er en top og en bund, og det er noget faktuelt, vi ikke kan komme omkring. Men vi kan gøre noget ved, at gruppen er så stor, som den er. Vi kan lave nogle bedre indsatser, siger Steven Arnfjord.
LÆS OGSÅ Unge udsatte har fået det værre
Han deltager i næste uge i en konference i Odense om socialt udsatte unge grønlændere i Danmark. Her vil hans budskab være, at Danmark og Grønland skal forsøge at løse problemerne for de udsatte unge og voksne, der flytter til Danmark, i fællesskab:
- Og det kan man sige, er et af de centrale budskaber på sådan en konference her. Vi løfter i flok. Det er ikke noget, der håndteres af de enkelte lande i Rigsfællesskabet. Det skal ske på tværs, siger Steven Arnfjord til KNR.