København: Unge udsatte har fået det værre

Unge udsatte grønlændere som flytter til København får det værre, viser en ny undersøgelse fra netværksgrupppen Samarbejdsforum.
02. oktober 2018 10:01

Undersøgelsen viser, at de unge gønlændere flytter til Danmark for at få bedre livsvilkår.

Men når de i forvejen har problemer, så bliver det svært for dem at ændre det i Danmark, siger Mille Schiermacher, der er projektleder på undersøgelsen.

- Allerede fra de lander i danmark, opsøger de nogle meget hårde miljøer. Og når de først er der, så kan vi ikke få dem væk derfra igen. Det, der sker er, at de møder nogle andre, som også er meget udsatte, og så begynder de at leve ligesom dem, fordi de har svært ved at komme ind i det danske system.

LÆS OGSÅ Kommune opretter nyt byrum for udsatte grønlændere

I undersøgelsen deltager 43 grønlændere i alderen 18-30 år. Projektlederen fortæller, hvilken livstil de unge udvikler, når de kommer til Danmark:

- Der sker nogle forværringer. De er blandt andet begyndt at tage stoffer, de er blevet mere voldelige, og de er blevet dårligere til dansk, og det er sværere for socialarbejderne at få kontakt til dem, så de kan få hjælp, siger Mille Schiermacher.

LÆS OGSÅ Ny kommuneaftale uden fokus på udsatte grønlændere

Det offentlige tilbyder ellers hjælp til de unge, men det er svært at hjælpe dem, hvis de ikke har noget sted at bo.

- Hvis man ikke har nogen bolig eller nogen indtægt, og hvis man ikke ved, hvor man skal sove, eller hvordan man skal få noget at spise, så kan man ikke tage en uddannelse eller få et job, siger hun.

Undersøgelsen blev foretaget af netværksgrupppen Samarbejdsforum over 12 måneder fra 1. maj 2017.

Der vil være konference om de socialt udsatte unge grønlændere i Danmark i Odense den 11.oktober.